Ny tendens i døbefonten: Disse navne til nyfødte stormer frem

Navne som Lyn, Bille og Lilje er ikke længere kun noget, vi møder i naturen.
Flere danskere vælger nemlig at sy klimabølgen ind i nakken på flyverdragten, når de sender deres børn i vuggestuen, fordi de giver deres børn navne, der spejler natur og klima.
Det viser en ny undersøgelse fra Københavns Universitet, hvor navneforsker Birgit Eggert har kortlagt en tendens, der især har taget fart siden år 2000.
”Jeg har identificeret tre kategorier af fornavne, som peger på en øget natur- og klimabevidsthed: navne, der er identiske med ord for vejrforhold, dyr og planter,” siger Birgit Eggert i en pressemeddelelse om undersøgelsen.
Hun peger på Lyn, Bille og Lilje som eksempler, der tydeligt forbinder os med den verden, vi lever i.
Samtidig understreger hun, at mange af de gamle traditionsnavne har mistet deres betydning.
”Hans og Lis er der ikke længere nogen, der ved, hvad betyder,” fortsætter hun.
Fra Hans til Hyben
Trenden handler ifølge forskerne ikke kun om at være anderledes, men også om at signalere værdier. Et navn som Storm eller Ørn kan dermed ses som en slags personlig branding.
”Navngivning handler selvfølgelig også om at vise, hvem vi er som mennesker, og hvilke værdier vi har. Så når vi vælger et navn som Lyn, Bille eller Lilje, hænger det formentlig sammen med, at vi gerne vil signalere, at vi abonnerer på en værdi som natur- og klimabevidsthed,” siger Birgit Eggert.
Tendensen rammer ikke kun de nyfødte. Op mod 5.000 voksne danskere skifter navn hvert år, og mange vælger netop ord hentet fra naturen.
Eksempler på klimarelaterede navne
Vejr: Lyn, Rim, Sol, Skye, Stormy og Sne
Dyr: Bille, Kat, Mejse, Igle, Alk og Ørn
Planter og træer: Lilje, Apple, Bønne, Hyben, Asp og Safran
Undersøgelsen bygger på data fra Danmarks Statistik og Familieretshusets lister over godkendte fornavne. Den indgår i bogen Klima i litteratur, sprog og medier.