DMI udsender varsel: Risiko for skybrud og torden i morgen
Hedebølgen ser ud til at få en brat ende i morgen tirsdag.
Således har DMI mandag aften udsendt et varsel om risiko for “farligt vejr”, som er voldsomt skybrud og torden. De kan dog ikke helt regne ud, hvor præcis i landet, det rammer.
Derfor er der udsendt et varsel for hele landet, men det er ikke ensbetydende med, at det lige præcis rammer her i Odense-området.
Faktisk starter tirsdagen her på Fyn ganske fint, men hen over formiddagen bliver vejret dårligere og mørke skyer vil sandsynligvis trænge sig på.
Regnen kommer
Lige nu melder man om regnvejr i Odense fra formiddag. Om det så bliver skybrud og torden må vejr-lotteriet afgøre.
DMI risiko for lokale skybrud og torden : https://t.co/7kpLEKVvuL pic.twitter.com/1bZAtStuW5
— DMI (@dmidk) August 17, 2020
“Da der ikke er meget vind, vil bygerne bevæge sig ganske langsomt og muligvis kaste så meget vand af sig, at kriteriet fra skybrud kan overskrides,” melder DMI mandag aften.
Kriteriet for skybrud er, at der falder mere end 15 millimeter regn på 30 minutter, og det kan altså meget vel ske tirsdag. Faktisk kan der lokalt falde helt op mod 25 millimeter.