Grim sag om over 160 seksuelle overgreb: Nu er der faldet dom
Der er i dag faldet dom ved Retten i Odense i en voldsom sag, hvor en mand var anklaget for mere end 160 tilfælde af seksuelle overgreb.
Den 59-årige mand fra Middelfart Kommune, der sad på anklagebænken, blev idømt 8 års fængsel.
Det gjorde han blandt andet for at have været i besiddelse af en større mængde børneporno og for mere end 160 forhold om seksuelle overgreb mod børn og unge via grooming på forskellige sociale medier og chatfora, herunder også for tilfælde af medvirken til voldtægt og for tilfælde af voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
Manden blev desuden idømt et kontaktforbud.
Den 59-årige mand fra Middelfart kommune begik de mange forhold i perioden 2013 til 2020, hvor Fyns Politi ransagede mandens adresse på baggrund af mistanke om besiddelse af børnepornografisk materiale.
Her beslaglagde politiet bl.a. mandens computer.
Tilfredshed med dommen
Manden blev anholdt og sigtet, efter politiet skaffede sig adgang til bl.a. computeren og altså opdagede, at manden udover at besidde børnepornografi, også selv havde medvirket til at producere det.
Fyns Politi har sikret mere end 54.000 videoer, og der ligger et omfattende efterforskningsarbejde til grund for sagen.
Politikommissær Morten Ravn fra Fyns Politi siger:
“Vi har brugt mange ressourcer på at efterforske sagen og strukturere det meget omfattende videomateriale, der er i sagen.
Vi har arbejdet på at identificere ofre og tilvejebringe beviser for, at den 59-årige ikke bare har været i besiddelse af større mængder børneporno, men også har begået overgreb og produceret børneporno.
Der er tale om en meget alvorlig sag, og vi er tilfredse med at have efterforsket sagen med høj kvalitet, så der nu kan komme en afslutning i form af en domfældelse.”
Også Anklagemyndigheden ved Fyns Politi er tilfredse med dommen.
Specialanklager Daniel Dokkedahl fra Anklagemyndigheden ved Fyns Politi siger:
“Jeg er meget tilfreds med, at Retten i Odense har fulgt anklagemyndighedens bevisvurdering og juridiske vurdering af sagen, og har udmålt en mærkbar og passende straf.
Det er en alvorlig og omfangsrig sag, og vi er tilfredse med, at straffens længde afspejler sagens alvor.”
Den 59-årige mand ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse.
Han er aretægtsfængslet frem til behandling i landsretten.