To års fængsel og udvisning: Dømt i vanvittig sag om hvidvask
En 22-årig mand med adresse i Odense er onsdag blevet idømt to års fængsel samt udvisning af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Manden blev dømt for hvidvask af særlig grov beskaffenhed for samlet 7,8 millioner kroner.
Manden tilstod ved Retten i Odense i 18 tilfælde i en periode fra marts til september 2025 at have håndteret samlet 7,8 mio. kr., der stammede fra kriminalitet, med henblik på at sløre pengenes ulovlige oprindelse.
Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Den nu dømte erkendte at have opbevaret, været i besiddelse af og udleveret penge, som stammede fra kriminalitet, herunder at have deltaget i at føre nogle af pengene ud af Danmark.
Specialanklager i NSK, Jacob Gents, siger:
”Jeg er tilfreds med, at der nu er aflagt endnu en tilståelse i denne sag om omfattende hvidvask for organiserede kriminelle. Den dømte har blandt andet været med til at opbevare og overdrage flere millioner kroner som led i organiseret hvidvask, og straffen afspejler, at denne type kriminalitet er alvorlig og samfundsskadelig”.
Dommen er den tredje i sagskomplekset, hvor to øvrige personer har tilstået deres rolle i hvidvasken, og hver er blevet idømt hhv. fire år og tre måneders fængsel samt tre års fængsel.
De dømte blev anholdt som led i en stor politiaktion i september sidste år og har siden været varetægtsfængslet.