DR løfter sløret for store navne i Odense: De skal spille til P3 Guld

Lørdag d. 26. januar rykker det store P3 Guld show for første gang uden for Hovedstaden.
Denne gang er Odense valgt som værtsby, og vi har her på redaktionen med stor spænding ventet på offentliggørelsen af dem, der skal optræde til showet.
Fredag løftede DR så sløret for, hvem der skal spille på selve aftenen og ikke mindst hvem der er nomineret i de forskellige kategorier.
Det bliver i hvert fald et show i topklasse bedømt på de navne, der skal optræde.
Det er i øvrigt første gang, at det transmitteres på DR1 direkte, og denne gang bliver det altså fra DOK5000 i Odense.
SAVEUS og Minds of 99 spiller
Otte danske navne kommer til at optræde live, mens der uddeles en række priser til de kunstnere, der har klaret sig godt det forgangne år.
Ikke kun de etablerede navne, men også til de nye stjerneskud, der kommer til at tegne dansk musik i fremtiden.
De to største navne bliver SAVEUS og Minds of 99, som spiller for udsolgte koncertsale alle vegne i Danmark.
Derudover kan vi i Odense glæde os til Barselona, Clara, Fool og Jada
Det er nemlig sådan, at samtlige nominerede til P3 Prisen og P3 Talentet kommer til at optræde live ved showet, der også byder på optrædener fra Kwamie Liv og et endnu uannonceret surprise-navn.
P3 Prisen er den største på aftenen, og her er netop SAVEUS og Minds of 99 de to nominerede i kategorien.
“The Minds of 99 har imponeret med deres helt eget og intense greb på dansksproget rockmusik, mens SAVEUS rammer en præcis og storladen elektronisk pop med sans for detaljerne. Begge navne udfordrer vanetænkningen og samlebåndsmusikken og har over det seneste år taget karrieren til et nyt niveau,” siger P3s musikchef Mathias Buch Jensen i en pressemeddelelse på dr.dk.
Har været springbræt for store navne
Modtageren af P3 Prisen vinder 100.000 kr.
P3 Guld har siden starten i 2001 været springbræt for nogle af de største danske artister i dag. Af tidligere vindere kan nævnes Benal, MØ, Ukendt Kunstner, Marie Key, Karl William og When Saints Go Machine.
De nominerede til showets sidste pris, P3 Lytterhittet, findes ved en afstemning blandt P3’s lyttere, der sættes i gang mandag den 14. januar i P3’s daglige musikprogram, ’Musikchefen’.
De nominerede er:
P3 Prisen
The Minds of 99
SAVEUS
P3 Talentet
Barselona
Clara
Fool
Jada
Hvad: P3 Guld show
Hvor: DOK5000 i Odense
Hvornår: Lørdag d. 26. januar 2019
Billetinfo: Køb billet her