Drømmekoncert: I morgen kan du købe billetter til Anne, Sanne og Lis
Jo, den er god nok! Det, som de færreste turde tro på, endsige drømme om, bliver foldet ud til smuk virkelighed i foråret 2019, når tre af de største kvinder i dansk pop- og rockmusik finder sammen igen og tager ud for at møde publikum. Og lørdag den 25. maj 2019 optræder Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen i Sparekassen Fyn Arena.
Tre af de største finder sammen igen
Anne, Sanne og Lis. Man behøver dårligt at sige navnene, før billeder og musik kommer frem for ens indre. Så tydeligt har de skrevet sig ind i vores kollektive bevidsthed, efter at de i flere generationer har præget dansk musik.
Når de går på scenen i Sparekassen Fyn Arena, er det 38 år siden, de sidst optrådte sammen alle tre og små 40 år siden, de begyndte at spille sammen i Anne Linnet Band. Over to lp’er – Anne Linnet Band (1981) og Cha Cha Cha (1982) – og et væld af koncerter landet over blev de til hele landets ”Anne, Sanne og Lis”. Et begreb, et kvalitetsstempel og en treenighed, som dansk musik ikke havde hørt magen til. Hverken før eller siden.
Hit efter hit
Men allerede inden årene i starten af 1980’erne havde Anne Linnet og Lis Sørensen spillet sammen i Shit & Chanel, og senere har de spillet sammen – alle tre – på kryds og tværs i forskellige konstellationer, og de har ind imellem medvirket på hinandens soloplader.
Listen af hits signeret de tre kvinder – alene eller sammen – er alenlang, og tilsammen har Anne, Sanne og Lis udgivet mere end 75 regulære albums, hvortil kommer et hav af opsamlinger.
De har således nok af materiale at vælge fra, når de skal finde repertoiret til de kommende koncerter, men de har allerede besluttet, at grundstammen bliver sange fra deres fælles tid i Anne Linnet Band. Derudover vil de naturligvis også spille sange fra deres respektive solokarrierer.
Vil du med?
Billetsalget til koncerten i 2019 begynder i morgen den 22. marts kl. 10. Billetprisen til koncerten i Sparekassen Fyn Arena er 520 kr. + gebyr, og billetterne bliver sat til salg her.