Dyrk økologiske grøntsager: Få din egen økohave i Odense
Er du typen, som går op i, hvor din mad kommer fra, og hvordan den er fremstillet? Og kunne du måske tænke dig at dyrke dine grøntsager i din egen økohave?
I så fald, har Kold Collage et godt tilbud til dig.
Kold Collage udlejer en række økohaver, for at give odenseanerne mulighed for at dyrke deres egne økologiske grøntsager. Så hvis du hverken er den heldige ejer af en kolonihave eller egen baghave, så er økohaverne en oplagt mulighed for dig.
For en sæsonpris på kun 200 kroner kan du leje 40 m2 økologisk certificeret jord, hvor du kan dyrke dine helt egne økologiske grøntsager og krydderurter. Kold College sørger for klargøring af jorden, så du kun skal så, passes og høstes dine grøntsager.
”Vi har godt og vel to hektar, så der er jo nærmet ubegrænset plads til alle dem, som gerne vil forsøge sig med at dyrke deres egne økologiske grøntsager,” siger Tanja Jokumsen, fagleder hos Kold Collage.
Sæsonen starter den 27. april og strækker sig helt til den 1. november i år.
Økologiske principper
Når du dyrker din mad efter økologiske principper, så slipper du for pesticider og kunstigt fremstillet gødning. Og nogle mener ligefrem, at økologiske varer er sundere for dig at sætte tænderne i. Men økologi handler også om at skabe mere bæredygtigt jordbrug.
”Økologi er meget mere end det røde ’Ø’ på dine madvarer. Det er en helhedstanke, hvor man har fokus på at skabe en mere bæredygtig jordbrug ved blandt andet at undgå at udpine jorden og bruge sprøjtemidler, som er skadeligt for naturen,” siger Tanja Jokumsen og tilføjer:
”Og så er det jo bare lækkert at bruge en solskindsdag i haven. Især når du tilmed får friske madvarer med hjem til din aftensmad.”
Når du lejer et stykke økologisk jord i den store økohave, så får du samtidig 20% i rabat på økologiske grøntsagsfrø hos Økohaven. Det kan for eksempel være agurk, broccoli, buskbønner, glaskål, gulerødder, tomater, majs og meget andet.
Hvis en økohave lyder som noget for dig, kan du købe dit havelod her.
Der er velkomst og rundvisning for nye havemedlemmer fredag 27. april kl. 10.00 på Bjørnemosevej 190, Odense S.