Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter 21 år med samme ejer: Kendte navne overtager Ryan’s of Odense

Af Michael Qureshi

Et af Odenses mest legendariske steder skifter nu hænder.

Efter 21 år har Jim Newman valgt at give nøglerne til Ryan´s videre.

Jim Newman åbnede Ryan´s tilbage i 1998, men har nu valgt at overlade stedet til Bargroup, som driver flere af byens kendte restaurationer og er partnere i Storms Pakhus.

Jim og de 3 ejere bag Bargroup har kendt hinanden i flere år, men beslutningen om at sælge blev først taget, da tiden var helt rigtig.

Jim ville gerne finde nogen, der havde øjne for potentialet i historiens ånd fremfor i pengene.

Jim overlader nøglerne til Bargroup i starten af september, og det er ikke tilfældigt, at det blev netop dem, der skulle overtage hans irske pub.

Har en række kendte restaurationer i Odense

Martin Bødker, Gregers Schmidt og Bjørn Hentze er mændene bag Bargroup.

De ejer i dag en række af byens kendte restaurationer og arbejder hver dag for at skabe oplevelser for både turister og odenseanere.

De har i mange år taget del i byens udvikling, og har nu i samarbejde med Jim fundet en retning for Ryan´s, der fortsat skal være en del af byens centrum.

Ryan´s åbner allerede for servering igen samme dag som de overtager – nemlig den 2. september.

De gamle lokaler gemmer på en særlig ånd

På væggen hænger der et billede, der blev taget på en Pub i Irland.

Billedet viser historien, der går forud for Ryan´s of Odense.

Jim Newman er født og opvokset i Irland – og som han selv siger, så blev han født med stemningen fra de irske pubber i blodet.

Han kom til Danmark for første gang i 1975, og åbnede den 30. marts 1998, sammen med hans bror, Ryan´s of Odense.

Da Jim åbnede Ryan´s, var planen at give branchen et halvt til et helt år.

Nu er der gået lidt over 21 år, og selvom det blev en længere rejse end planlagt, er tiden inde til, at nye tanker skal fortsætte det irske eventyr.

“Jeg er stolt over helheden – over at have taget noget med fra den irske kuffert. Der er mange sjove historier i hvert billede, i hvert møbel og i hver øl, der er blevet skænket gennem årene.

Jeg vil gerne fortsat komme ned forbi og drikke en pint, og jeg skal prøve, om jeg kan lade være med at kigge over baren, for at se om de nu også kan finde ud af det, men måske jeg råber: Turn up the fucking sound, I’m trying to watch the football,” siger Jim Newman, forhenværende ejer af Ryan´s.

Vil skabe endnu flere oplevelser

Det store spørgsmål er så, om Ryans forbliver på hjørnet i hjertet af byen?

“Vi har købt Ryan´s, fordi vi ikke er klar til, at sige farvel til det Jim startede, og fordi vi vil være en del af byens udvikling og forsat gøre det attraktivt at bruge byens centrum.

Vi har været på udkig efter et sted, hvor vi kan skabe endnu flere oplevelser for både turister og odenseanere, og vi har fundet det helt rigtige sted til vores næste skridt.

Nu tager vi over og får lov til at føre Ryan´s og stedets ånd videre i respekt for navnet, stedet og den rejse Jim har startet – det er Odenses Pub, sportsbar og livemusikscene,” siger Bjørn Hentze, partner i Bargroup.

Beholder lokaler autentiske

Bargroup har flere af byens kendte beværtninger som bl.a. tæller: Viggos, Blomsten & Bien, Klosterkroen, Den Brølende And og sammen med Street Food Distrect er de partnere i Storms Pakhus.

Deres plan er, at beholde lokalerne som de er – autentiske og nærværende.

Aftalen er, at de med tiden giver stedet det løft, Jim drømte om, og at de får lov til at sætte deres præg på de hyggelige lokaler.

Men Ryan´s forbliver på hjørnet i hjertet af Odense, og de irske traditioner bliver der ikke rykket ved.

“Vi ved, der har været flere om buddet, og vi er stolte af, at Jim har valgt os til at føre det her videre,” slutter Bjørn Hentze.

Del artikel

Andre læser også