Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter succes i København: Odense får ny vinfestival

Af Kasper Junge Wester

Holte Vinlager har gennem flere årtier haft stor succes med sin vinfestival, der hvert år afholdes på Børsen i København.

Nu er tiden så kommet til at indtage Odense.

Det kommer til at foregå i Odense Idrætshal, fortæller Søren Thyregod Møller Hansen, der ejer Holte Vinlagers butik i Odense, og har bidraget med at stable arrangementet på benene.

”Vores kædedirektør og jeg var enige om, at nu skulle Odense på landkortet igen. Det var oplagt, også fordi vi har et supergodt samarbejde med Odense Håndbold.”

Vinfestivalen afholdes 2. november fra klokken 16-19, og fynske vinentusiaster kan roligt begynde at glæde sig.

Går man tørstig derfra, er det helt og aldeles selvforskyldt. Der vil nemlig være mulighed for at stritte med lillefingeren og fugte ganen i mere end 130 forskellige vine fra hele verden.

Vinproducenter skænker deres egen vin

Vinene kommer fra så forskellige steder som Frankrig, Italien, Tyskland, Østrig, Spanien, Portugal, USA, Chile, Sydafrika og New Zealand, så uanset om du er til de klassiske, franske vine eller vil se, hvad et land som Østrig kan byde ind med, er der valgmuligheder nok.

”Man får mulighed for at få smagt på produkter, som man normalt ikke ville smage,” siger Søren Hansen.

Har du lyst til at blive klogere på de enkelte vines oprindelse, bliver der også rig mulighed for det.

”Det, der også er specielt i forhold til, når du kommer ned i et supermarked eller ned til mig og smager på en vin, det er, at her kommer du til at tale med nogen, der har vinen inde under huden. Det er enten en slotsejer, en wine maker eller en salgschef. Altså nogle, der kender alt til vinen.”

Udover de mange vine af forskellig kulør bliver der også mulighed for at smage på en række spændende delikatesser.

Gratis billet til de hurtige

Nu er det jo tit hyggeligt at have én at dele sin oplevelser med. Det har Holte Vinlager heldigvis også tænkt på, for køber man billet inden 26. oktober, får man en gratis med i købet.

På den måde håber Søren Hansen at nå et par hundrede deltagere, der alle – uanset individuel smag – nok skal tage tilfredse hjem.

”Næsten uanset hvilken interesse du har rent geografisk, så vil du kunne finde noget vin, som matcher det.”

Søren Hansen antyder også, at der vil være mulighed for at gøre en god handel på vinfestivalen.

”Det er en unik mulighed for at se, hvordan laver man vin, hvordan er stilen? Og så selvfølgelig – nu er jeg jo jyde – er der mulighed for at bestille vine, hvis man falder over noget, der er et ’must have’.”

Festivalen koster 248 kroner at deltage i, men indtil 26. oktober er det til gengæld for to personer. Billetter kan købes i Holte Vinlager Odense på Dalumvej 59B, 5250 Odense SV. Har du ikke lyst til at bevæge dig ud i efterårsvejret, kan du også ringe på telefon 63130100 eller besøge Holte Vinlagers hjemmeside og bestille direkte fra sofaen.

Del artikel

Andre læser også