Efter vild premiere: HCA Festspillene klar til fed sæson

Odense er lig med H.C. Andersen og omvendt – og sådan er det bare.
Derfor er der også mange kulturelle traditioner forbundet med den gamle digter, og en af de mest kendte er H.C. Andersen Festspillene.
Årets forestilling “Fyrtøjet” havde premiere i fredags og det hele gik lige efter planen.
“Det var en rigtig god premiere, med omkring 1100 publikummer. Og selvom festspillene er en efterhånden 60-årig gammel dame, så er det en yderst velsmurt dame. Det hele fungerede. Det bliver jeg stolt og glad over”, fortæller formand Rune Kallager.
Og godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt. Nu ser de nemlig bare frem til at spille resten af sæsonen.
Med øjne så store som…
Hvert år fremfører H.C. Andersen Festspillene et nyt eventyr af den gamle digter, og giver alle karakterne liv på scenen i Den Fynske Landsby.
I år er det ovenikøbet et af de allermest kendte, nemlig ‘Fyrtøjet’.
Fyrtøjet er eventyret om soldaten, der møder heksen, som lover ham stor rigdom, hvis han vil klatre ned gennem det hule træ og skaffe hende et magisk fyrtøj. I hulen under træet møder han de 3 hunde, med øjne så store som… ja du ved det nok allerede.
Forestillingen fremføres af intet mindre end 61 børn og unge, der bruger deres sommer på at spille teater på en af Odenses mest ikoniske scener.
Vejret kan blive en trussel
Der er ikke meget der kan sætte en stopper for H.C. Andersen Festspillene, men noget af det der kan, er voldsomt vejr.
“Det klart at sådan en dag som i dag, der er det primært vejrudsigten jeg holder øje med. Men jeg tror nu nok det skal gå”, fortæller Rune Kallager.
Forestillingen kan fortsætte igennem meget slags vejr, men bliver det for voldsomt eller med for meget vand, bliver de nødt til at aflyse. Det er dog ikke noget de har tradition for. Faktisk har H.C. Andersen Festspillene ikke aflyst en forestilling siden 2006.
Særdeles velbesøgt
H.C. Andersen Festspillene har for mange odenseanere udviklet sig til en fast sommerbegivenhed.
De sidste 10 år er der solgt over 235.000 billetter til glade publikummer, der udover at blive underholdt, også har fået et dybere indblik i de folkekære eventyr.
Og du kan også nå det endnu.
Fyrtøjet spiller hver dag kl. 16.00 helt frem til den 9. august i Den Fynske Landsby.
Billetprisen er 150 kr. for en voksen og børnebilletter (t.o.m. 12 år) koster 80 kr. inkl gebyrer. Børn under 2 år er gratis.