Efterårsferien banker på døren: Odense har det hele denne weekend
Der er som altid en masse spændende og sjove ting at foretage sig i Odense i weekenden for både børn og voksne. Traditionen tro har vi her samlet en liste med inspiration til alle de arrangementer, du kan bruge din weekend på.
Denne weekend byder på lidt af hvert, uanset om du er til musik, teater, sport, politiske debatter eller comedy.
Musik
Fredag og lørdag: PHONO Festival
En af Odenses længstlevende festivaler er PHONO-festivalen, der første gang blev afholdt i 2006. Igen i år er PHONO klar til at sætte gang i Odense, og festivalen startede allerede i går – men du kan stadig nå at være med!
PHONO har fokus på eksperimenterende, elektronisk musik og har manifesteret sig som en af Odenses vigtigste og mest kendte nichefestivaler. I både ind- og udland hyldes festivalen som en af de fremmeste inden for sin genre.
Du kan læse mere om PHONO Festival i vores artikel her.
Fredag den 13. oktober kl. 21:00: NABIHA på Posten
NABIHA er en verdensstjerne i Danmark og har haft det ene hit efter det andet i fast rotation på diverse toneangivende radiostationer. Du kender “Mind The Gap”, “Deep Sleep” og “Never Played The Bass”, men uanset om du har spillet bas eller ej, er der plads til dig på Posten i aften!
Læs mere om koncerten og køb den adgangsgivende papirlap lige her.
Fredag den 13. oktober kl. 21-22: Koncert med Astral TV
I aften spilller Astral TV på Teater Momentum i Odense. De bliver bl.a. udgivet på det international anerkendte pladeselskab El Paraiso Records, som har hovedsæde her på Fyn.
Lørdag den 14. oktober kl. 21:00: Nelson Can på Posten
Der er tale om ren, feminin power, når Nelson Can losser dig godt og grundigt i din dertil indrettede med energisk og skarp rockmusik. For tiden bliver det nye nummer “Break Down Your Walls” hyppigt spillet på både P3 og P6, og Nelson Can roses også til skyerne for deres live performances, der er intense og bærer præg af bandets spilleglæde. Musikmagasinet Gaffa har af samme grund Nelson Can med på deres liste over landets bedste koncerter i oktober måned. Skru bare op for forventningerne, så skal de tre på scenen nok gøre det samme med volumen!
Læs mere og find din billet her.
Lørdag den 14. oktober kl. 21:00: The Boy That Got Away på Kulturmaskinen
Er du til god, gedigen rock’n’roll, skal du på Kulturmaskinen lørdag. Her vil The Boy That Got Away give en lektion i, hvordan klassisk 60’er- og 70’er-rock fusioneres med elementer af grunge.
Bandet har tidligere ageret support for internationale navne som Rival Sons og AC/DC og de danske sværvægtere fra Dizzy Mizz Lizzy. Den slags plejer at være et kvalitetsstempel!
Læs mere og find billetter her – husk, at der er rabat, hvis du er studerende!
Lørdag den 14. oktober kl. 20: Louise Dubiel på Dexter
Musikhuset Dexter inviterer lørdag indenfor til koncert med sangerinden og sangskriveren Louise Dubiel, der bl.a. er kendt fra TV-programmer som “Elsk Mig i Nat” (Kanal 4) og “Talent” (TV2). Derudover deltog hun i 2013 i det Danske Melodi Grand Prix med sangen “Rejs Dig Op”, og så har hun varmet op for navne som Rasmus Seebach, Turboweekend og Anne Linnet.
Billetter koster 80 kr., som du finder her.
Event
Fredag den 13. oktober kl. 12.45-15: Valgfest i ODEON
I håb om at få flere unge til at stemme ved kommunalvalget i november inviterer pop-up-mediet STEM’RNE til politisk festival i ODEON i aften. Her kan du f.eks. høre Holmen Hustlers og opleve en anderledes paneldebat med bl.a. forskellige folketingspolitikere, “Jyden” Hoffe og komiker Jasper Ritz – og med Cecilie Beck som ordstyrer
Fredag den 13. oktober kl. 18.30: Andreas Bo – Fifti-fifti på Kulturmaskinen
Gummiansigtet fra Ringe, Andreas Bo, der næppe kræver nogen længere introduktion, er i anledning af sit nye show Fifti-fifti tilbage i den fynske hovedstad, hvor hans gakkerier på scenen foreviges til TV. At showet hedder Fifti-fifti er en reference til den midtfynske dialekt, som han er vokset op med, og det er altså ingen stavefejl, at der ikke står ‘fifty’, som det rettelig staves.
Aftenens tema er – som navnet indikerer – tilfældigheder, og det betyder blandt andet at en del af showet vil være uforudsigeligt!
Køb billet til showet her.
Hver dag kl. 18: Fællesspisning i Café ODEON Social
Hver aften kan du alle ugens dage komme til fællesspisning i Café ODEON Social. Du sidder ved langborde, og dagens ret serveres på fade, som alle deler med hinanden.
Det koster fast 85 kr. pr. voksen og 55 kr. pr. barn (2-10 år) at deltage, og det er ikke nødvendigt at bestille bord. Du kan læse mere her, og du kan også læse vores artikel om arrangementet her.
Fredag og lørdag kl. 19-24: Horrornights på Valdemars Slot
Til og med den 4. november 2017 kan du komme til Europas største Halloween event, nemlig de populære (og berygtede) Horrornights på Valdemars Slot i Svendborg.
Her kan du bl.a. møde mumier, vampyrer og skræmmende klovne i de uhyggelige Horrorzoner og få læst dine tanker ved et mind-blowing horrorshow.
Læs mere i vores artikel her, og køb billet her.
For familien
Fredag den 13. oktober kl. 18-19: (U)hyggelige aftenfortællinger i Børnenes Baggård, Møntergården
Møntergårdens børneformidler tager jer med på en uhyggelig tur rundt i Børnenes Baggård efter mørkets frembrud, mens der fortælles spøgelseshistorier. Og der er vist garanti for uhygge, når det foregår fredag den 13.!
Der er 30 (gratis) pladser, og det er først til mølle, så skynd dig at sende en tilmelding til museum@odense.dk med fuldt navn samt mail eller telefonnummer. Og husk, børn skal være i følge med en voksen.
Søndag den 15. oktober kl. 11:00: Skær græskar for voksne og barnlige sjæle, ODEON
Halloween står for døren, og så skal der som bekendt skæres græskar. Kom og find hyggen i uhyggen, når uskyldige græskar forvandles til drabelige og skræmmende monstre til trappen udenfor hoveddøren.
Billetter finder du i Café Odeon Social, og de koster 40 kr. Vil du hellere klare det hjemmefra din varme stue, kan du også trykke på dette link.
Shopping
Lørdag-søndag kl. 10-17: Åbent i Rosengårdcentret
Rosengårdcentret holder åbent hver lørdag og søndag fra kl. 10-17. Der kan dog være enkelte butikker, som holder søndagslukket.
Hver søndag kl. 9-15: Loppemarked på havnen
Hver søndag indtil den 22. oktober kan du komme til loppemarked på Odense Havn, Londongade, og gå på opdagelse i de mange boder. Du kan også selv opstille en bod. Se mere her.
Kultur og sport
Fredag og lørdag: “BYEN” på Odense Teater
En by. Et hus. Et par.
’BYEN’ er en mareridtsagtig og morsom psyko-gyser med bl.a. Claes Bang, som spiller en hovedrolle i en af Cannes-vinderfilmene.
Du kan se forestillingen i Odense Teater fredag kl. 19.30 og lørdag kl. 16.
Læs mere om forestillingen, og køb billetter her.
Søndag den 15. oktober kl. 18:00: OB – FC København på EWII Park
Landskampspausen er langt om længe forbi, og klubfodbolden er tilbage. OB får i Superligaens 12. runde besøg af den normalt så velsmurte FCK-maskine, der i denne sæson er kommet halvskidt fra start og kun ligger to placeringer over OB. Med den rette opbakning på lægterne kan øens hold sikkert godt sende Østerbro-holdet slukørede hjem til hovedstaden.
Rigtig god weekend!