Stor guide til efterårsferien: Sjove oplevelser for hele familien

Fredag 14. oktober skydes efterårsferien i gang.
Herefter følger ni dage, hvor der for manges vedkommende skal holdes fri og hygges, og rundt omkring i Odense og omegn venter et hav af oplevelser, som ungerne vil elske at blive taget med til.
MigogOdense-redaktionen har fundet efterårsferiens bedste aktiviteter, events og oplevelser for familien, så du kan finde inspiration til, hvad I skal tage jer til, når I holder fri i uge 42.
Magisk efterårsferie i ODEON
Om du er til hygge med de mindste i familien eller har lyst til at udfordre vennerne på deres magiske paratviden, så er du velkommen i hele efterårsferien.
Som en del af Magiske Dage i Odense, har ODEON planlagt flere spændende efterårsaktiviteter både før og under Magiske Dage.
- Pynt din kage med ren magi: Alle kageglade sjæle kan komme og pynte magiske kager i Café ODEON Social. Om du er 3 år eller 70 spiller ingen rolle – alle er velkommen til et par skønne dage i kagens og magiens tegn. Vores søde konditor har klargjort en masse farverige glasurer og disket op med en masse kagepynt, så du i ro og mag kan dekorere kager formet som spøgelse, skelet eller græskar. Læs mere om tidspunkt og tilmelding her.
- Gå på jagt efter det magiske blad: I ODEONS foyer kan du tage de mindste med på skattejagt, hvor det handler om at finde gyldne blade. På hvert blad finder du et bogstav, som tilsammen er kodeordet, som kan frigive en lille overraskelse til alle børn i Café ODEON Social. Der vil naturligvis være mulighed for at købe kaffe og kakao i Café ODEON Social, hvor der også vil være mange andre aktiviteter i løbet af ugen. Læs mere om tidspunkt og tilmelding her.
- Magisk Krea-værksted: Café ODEON Social inviterer alle kreative sjæle til magisk-kreaværksted, hvor du sammen med de mindste kan bygge perleplader, tegne, lave kastanjedyr, klippe og klistre. Caféen har sørget for alle materialer, så det er bare at komme forbi sammen med dem, du holder af. Læs mere om tidspunkt og tilmelding her.
- Magisk banko: Findes der noget mere magisk end bankoplader? Nej vel? Vi spiller om 1 række, 2 rækker og fuld plade, og det magiske ord er som altid ”banko”, som også vil føre til en lille præmie. Vær med, når vi skruer helt op for bankohyggen i Café ODEON Social. Læs mere om tidspunkt og tilmelding her.
Hvad: Magisk efterårsferie i ODEON
Hvor: ODEON, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C
Hvornår: 17.-22. oktober

Sjov på Danmarks Jernbanemuseum
I efterårsferien er der som altid en masse sjove aktiviteter for hele familien på Danmarks Jernbanemuseum. Se skuespil, besøg Lokomotivmester Busses værksted, gå på opdagelse i Børnebanegården, kør med veteranbus og veterantog og meget andet.
- Se skuespillet, Koblingerne og den sorte røg” fra den 17.-21. oktober. Der er to daglige forestillinger og det er ikke nødvendigt at købe billet på forhånd.
- Bussen værksted: Lokomotivmester Buses lever og ånder for Danmarks jernbanemuseet og de seks søde og sjove lokomotiver, Koblingerne. Han er altid klar til at hjælpe, ordne og gøre klar. På sit værksted kan han holde styr på alle museet spor via kontroltavlen, han kan reparere, fikse, pudse og tage sig et hvil. I de sjældne rolige stunder bygger han på sin modelbane. Lokomotivmester Busses værksted er altid åbent også hele efterårsferien.
- Kør med den røde veteranbus: I efterårsferien står vores chauffører klar og inviterer jer med på en tur i vores veteranbus. I får en rundtur i Odense på ca. 20 minutter. Mærk fjedringen og hør lyden af motoren, når I læner jer tilbage i de gamle sæder.
- Veterantog fra Odense Banegård: Der kører veterantog fra Odense Banegård den 16.-23. oktober. Mærk historiens vingesus, når I kører med enten damplokomotivet K 563 eller den store diesel-kæmpe MY 1135. Se mere og køb billet her.
- Altid mange gode oplevelser: Tag en tur med det populære minitog, leg med legetøj i lange baner og gå på opdagelse på Børnebanegården. Hvis vejret tillader det, kan I gå lege løs på vores udendørs træ-lokomotiv. Der er altid masser af aktiviteter for børn på museet.
Hvad: Efterårsferie på Danmarks Jernbanemuseum
Hvor: Danmarks Jernbanemuseum, Dannebrogsgade 24, 5000 Odense C
Hvornår: 15.-23. oktober
Dinosaur-workshop i Tarup Center
Er du også betaget af de kæmpestore dinosaurer, så kan du nu komme helt tæt på dem i Tarup Center.
Her er der mellem 10. oktober og 6. november dinosaur-udstilling med forskellige events.
Konkret for efterårsferien inviterer Tarup Center til dinosaur-workshop, hvor du kan blive klogere på de store dyr.
Man mødes i lokalet ved siden af Hobbii tirsdag og torsdag. Her vil Professor Rex føre børnene rundt i udstillingen og deler sin store viden om de enkelte dinosaurer og om udgravninger.
Aktiviteten varer ca. 1 time.
Derefter slutter deltagerne af, hvor de startede, og de de deltagende børn får en gave og kan selv prøve at lege arkæolog.
Hvad: Dinosaur-workshop
Hvor: Tarup Center, man mødes ved Hobbii
Hvornår: Tirsdag 18. oktober kl. 14, 15 og 16, torsdag 20. oktober kl. 14, 15 og 16

Odense Aafart med masser af tilbud
Odense Aafart byder på masser af spændende aktiviteter for børn og voksne i ferien. Det er også her, at man markerer slutningen på sæsonen med en masse gode rabatter.
- Spar 50 procent på sejlture, børneskattejagt og vandcykler: Efterårsferien er en oplagt mulighed for at tage familien med på en fantastisk sejltur ned af Odense Å – enten med vandcykel eller turbåd. Hop ombord på turbåden og oplev en naturskøn sejlads, der fører dig langs haverne i Odenses fine gamle kvarterer forbi Odense Zoo og ud til bøgeskoven i Fruens Bøge.
Vil I af sted på egen hånd, er vandcyklerne et oplagt valg. Her har I mulighed for at sejle og nyde roen på åen og den smukke natur, mens I har et par hyggelige og afslappende timer i selskab med familien eller vennerne.
Rabatten gælder også for det populære børneevent ‘Theodors Hemmelige Guldskat’, hvor I skal løse gåder og knække koden til guldskatten – men pas på, for Griske Gorm lurer rundt i Fruens Bøge og leder efter de samme ledetråde. Mysteriet varer 2 timer og inkluderer en sejltur med turbåden. - Tøm isbutikken: Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men den er god nok. I kiosken vil der være halv pris på alle slags is. Isbutikken skal tømmes, og det er den helt perfekte mulighed for at tage familien med på en sejltur kombineret med en is som afslutning. Så tag et smut forbi Odense Aafart og hjælp med at bekæmpe madspild.
Hvad: 50 procent på alt is, vandcykler og turbåde hos Odense Aafart
Hvor: Odense Aafart, Filosofgangen 30B, 5000 Odense C
Hvornår: Tilbud gælder fra 17.-23. oktober. Theodors Hemmelige Guldskat foregår fra 15.-22. oktober kl. 14-16

Sigurd Barret, brunsviger og ballet på Odense Teater
Odense Teater er klar med et godt program for børnene i efterårsferien.
Blandt andet får teatret besøg af Sigurd Barrett i forestillingen: Sigurd fortæller om naturvidenskab.
Faktisk er forestillingen så populær, at Odense Teater har været nødt til at åbne to ekstra-forestillinger, så den nu spiller mandag og tirsdag – begge dage kl. 12 og 15.
Børn kommer jo altid ind til halv pris på Odense Teater, og det er virkelig en god familieaktivitet, som teatret her byder på.
Læs mere om forestillingen her.
Hvis man vil være klogere på ballet og balletskolen i Odense, så er Odense Teater klar med et ret sjovt arrangement. Det hedder “Brunsviger og ballet” og foregår søndag den 16. oktober kl. 11.
Her bliver dørene til Store Scene slået op, og du kan få et kig ind i dansernes træning – blandt andet ved barren, som er grundstenen for enhver dansers tekniske formåen.
Med i billetprisen er både kaffe og brunsviger.
Masser af sjov i Odense ZOO
De smukke gyldne farver fylder ZOO og danner den perfekte ramme for nogle hyggelige feriedage med familie og dyr.
Her kan du gå på opdagelse i den pyntede have, der bugner med fugleskræmsler, græskar, høballer, æbler og meget mere, der hører sig efteråret til.
På programmet har Odense ZOO flere spændende aktiviteter i efterårsferie. Blandt andet:
- Skattejagt med Professor Dyhr og de forsvunde noter: Åh nej! Den skøre Professor Dyhr har opdaget, at det er blevet efterår, men han har glemt, hvad der skal ske med dyrene i ZOO, når det bliver koldt. Hvilke skal mon i hi, have mere mad eller passes ekstra godt på? Professoren har skrevet det hele ned i sine noter, men de er blevet væk på hans tur rundt i haven. Nu er det op til dig at hjælpe Professor Dyhr med at finde noterne, så I kan redde dyrene i zoologisk have fra den kolde vinter. Er du klar? Læs mere her om eventen, der er for børn i alderen 3-6 år og 7-12 år.
- Oplev slanger, kryb og kravl: Kig forbi Darwins Hus, hvor du kan komme helt tæt på diverse kryb og kravl. Her gemmer sig både firben, slanger, tusindben, kakerlakker og meget mere. Som noget særligt for efterårsferien kan du også prøve at smage på levende melorme – hvis du altså tør.
Alle dage mellem kl. 12.30-18. - Egernspil og rottebowling: Hvordan gør dyrene sig mon klar til vinteren? I anledning af efteråret har Odense ZOO omdannet madpakkehuset ved tigrene til en legeplads for hele familien. Kig ind og mærk på skind og pels fra nogle af havens dyr. Prøv også egernspillet, hvor du skal samle det største vinterforråd eller hjælp vores rottebekæmpere med at tage kegler i rottebowling.
Alle dage kl. 11.15-14

Vikingerne indtager Møntergården
I Odense ligger resterne af en vikingeborg, som én af i alt fem danske borge, der blev opført omkring år 980. De fem borge er blevet nomineret som Unesco Verdenskulturarv.
Ved udgangen af 2022 bliver det afgjort, om de bliver udpeget. Museum Odense fejrer nomineringen med en række særlige vikingeaktiviteter i efterårsferien.
- Vikingefortællinger for børn: Hør den spændende fortælling om den fynske sagnhelt Palnatoke. Sæt dig til rette i de bløde skind og puder under det store æble på Møntergården og lad dig føre tilbage til sagnkongernes og vikingekrigernes tid. Få en oplevelse ud over det sædvanlige, når poetryslamer Emil Nygård sætter gang i fantasien, når han optræder med fortællinger om Palnatoke.
18.–20. oktober kl. 11.00-11.30 og 13.00-13.30 - Fra potteskår til genbrugsmosaik: Kom og vær med, når der bliver skabt kunstfærdige vikinger i mosaik af genbrugsguld i samarbejde med Odense Renovation og Zirkel Genbrugsbutik. Hele efterårsferien har du mulighed for at svinge forbi Møntergården og deltage i en kreativ og kunstnerisk workshop, hvor museet omdanner potteskår til smukke og kunstfærdige mosaikker.
17.-20. oktober kl. 10-12 og kl. 13-15 - Vikingelege: Find ud af, hvem der er den hurtigste, stærkeste, klogeste eller mest snedige, når I udfordrer hinanden i vikingetidens mange lege. De skulle både være sjove og underholdende, men også være med til at forbedre ens evner, når man drog på togt, eller bare skulle passe det hårde arbejde i hjemmet.
15.-23. oktober kl. 10-16 - Rune-workshop: Kom og lav din helt egen runebrik. Vikingernes alfabet hedder ”futharken” og består af 16 tegn, der kaldes runer. I det kreative værksted kan du komme ind og fremstille din helt egen runebrik inspireret af forskellige fund fra vikingetiden.
15.–23. oktober kl. 11-15.30 - Forunderlige fortællinger for børn: Kom med når arkæologen går på opdagelse og finder sjove og mærkelige fortællinger fra vikingetiden. Sammen med arkæologen drager man ind i Odenses historie fra vikingetiden og middelalderen. Du kommer til at se på nogle af de unikke genstande, der befinder sig i Møntergårdens udstillinger. Deltagerne skal høre de spændende og usædvanlige historier, der ligger bag de mærkelige fund og måske få lov til at røre ved nogle af de ting arkæologen har taget med.
Mødested: Møntergårdens billetsalg, Møntestræde 1 kl. 14. Rundvisningen er gratis med gyldig billet til Møntergården. 17. – 21. oktober kl. 14-14.30
Billetter til Møntergårdens efterårsferie med vikinger findes her.

Kartoffelferie i Den Fynske Landsby
I 1800-tallet var efteråret den tid på året, hvor man forberedte sig til de lange vintermåneder med sulemad og andet godt.
Man dyrkede sine egne kartofler, og alle – både børn og voksne – skulle hjælpe med at få kartoffelhøsten i hus inden vinteren.
Børnene fik fri fra skole for at grave kartofler op – kartoffelferien var født.
I kartoffelferien inviterer Den Fynske Landsby alle børn i marken kl. 13 for at samle kartofler med landmændene. I kan selvfølgelig også hive roer op af jorden, for der skal produceres masser af flotte roelygter eller roemænd, som de blev kaldt.
De ser magiske ud om aftenen med lys i.
Til den mørke tid bliver der også støbt lys, og der er gang i bageovnen. Hos Kniplepigerne på Præstegården kan du lære at kniple – det er ikke så svært, som det ser ud til.
Du kan møde både huggehuskarle smede, møllere og vores kokkepiger på Præstegården. Når kaperen fortæller fra hestevognen hver dag fra kl. 10.30, kan du få et fint blik over huse, gårde, have og marker.
Onsdag den 19. oktober kl. 11.00 bliver der slagtet en gris, som man gjorde på landet. Slagteren og landsbyens landmænd fortæller undervejs om det, der sker.
Slagtning kan være en lidt voldsom oplevelse, og derfor skal børn have en voksen med, når der skal kigges på.
Hvad kan man bruge indvolde, grisetæer og hale til? Og hvor sidder flæskestegen og mørbraden?
Torsdag den 20. oktober kl. 11 parterer vi grisen og fortæller om udskæringer og måder at opbevare kødet på.

Magiske Dage i Odense
Ingen efterårsferie uden Magiske Dage Odense!
I dagene 20. til og med 22. oktober 2022 slippes magien fri med deltagelse af elskede kendinge, men også et helt nyt samarbejde, der breder festivalens univers endnu længere ud.
Årets festivalprogram er fyldt med aktiviteter for alle uanset alder.
Det indeholder ‘de gode gamle’ som Magisk Markedsplads, Kappeværkstedet med swing i symaskinerne og Trædrejerens Værksted, der står klar til at forsyne unge og gamle magikere med den helt rigtige tryllestav til brug i magiens tjeneste.
Som noget nyt kan familiens yngste gå på opdagelse helt alene i H. C. Andersens Hus, når dørene lukkes for voksne og resten af verdenen, og modige unge magikere kan også for første gang i år møde magikeren i den gamle ruin i Bispehaven.
Der er også lagt op til masser af oplevelser for unge, når Odeon, Storms Pakhus og Studenterhus Odense inviterer til magisk brætspil, banko og quiz med noget til både sulten og tørsten.
Magiske Dage Odense byder i år også på en interaktiv byvandring for både børn og voksne, hvor ordmagiker og Danmarksmester i poetry slam, Emil Nygård, guider deltagerne gennem Odenses gader og viser Odins hemmelige Odense frem.
Hele programmet, billetter og mere om Magiske Dage kan findes her.