EM-finale, musik, fest og farver: Din guide til weekenden i Odense
Endnu en begivenhedsrig slutning på ugen står for døren, og Odense er proppet med musik og farver denne weekend.
Det kan være svært at vælge mellem de mange tilbud, så MigogOdense har som sædvanlig nogle fornuftige, håndplukkede bud klar på, hvad du kan få tiden til at gå med.
Det danske kvindelandshold spiller blandt andet stor EM-finale på søndag, hvor de møder værtsnationen Holland. Her har Studenterhuset allerede været hurtige til at fixe storskærm, så man kan heppe på de danske piger i fælles flok.
Se bare her:
Musik
Hele weekenden: Jam Days
Jazz-, blues- og folkfestivalen startede allerede i onsdags. Den finder sted i latinerkvarteret (ved Brandts Passage) i hjertet af Odense og byder på optrædener fra både danske og internationale navne.
Se programmet og køb billetter her.
Fredag den 4. august kl. 19.30-21.30: Lonesome Dukes i Odeon (Byens Scene)
Som en del af deres nordatlantiske temauge, inviterer Odeon på gratis koncert med den dansk/islandske tro Lonesome Dukes, der spiller melodiske indiemusik. Odean opfordrer til, at man møder op i god tid.
Lørdag den 5. august kl. 12.30: Lørdagsmusik i Vintapperstræde
Jazz N´Evergreens med Mydtskov & Nordal. De to musikere spiller musik i mange forskellige genrer og er glade for opfordringer fra publikum.
Lørdag den 5. august kl. 10-23: Holi Life: Music Festival of Colors + afterparty
Kongens Have omdannes til et sandt virvar af farver og musik, når Holi Life løber af stablen på lørdag. Du møder op i hvidt tøj og går hjem i kulørt efter et brag af en fest for alle sanser.
Det foregår under temaet ”Indian Summer”, og du kan læse mere om eventet her og om det officielle afterparty på THE GYM her.
Events
Hele weekenden: Odense Middelalderdage i Tusindårsskoven
I Tusindårsskoven kan du komme på en tidsrejse, der går tilbage til den mørke middelalder og bevæger sig frem til renæssancen. Undervejs kan du se, hvordan man gik klædt, førte krig og spiste for mange hundrede år siden. Der er åbent fra 10-17 fredag og lørdag, søndag kun til kl. 16.
Læs mere her.
Fredag den 4. august kl. 14.30-21: Øltur på Fyn
Det Fynske Spisekammer har arrangeret endnu en spændende tur rundt i det fynske. Denne gang er temaet øl, og turen går forbi de fynske øl-sværvægtere Midtfyns Bryghus, Refsvindige Malteri og Bryggeriet Flakhaven. Og mon ikke der falder et par smagsprøver af undervejs?
Køb billet og læs mere her.
Lørdag den 5. august: Loppemarked i den gamle bydel (HCA-kvarteret)
Kom og gør et fund, når der lørdag fra kl. 9.30-14.00 er loppemarked i Overgade, Overstræde og Bangs Boder.
Søndag den 6. august: EM-finale Danmark-Holland på stormskærm i Studenterhuset
Det kunne være så fedt, hvis de danske kvinder gjorde mændenes EM-triumf i 1992 kunsten efter. Læs mere om eventet her
Shopping
Søndag den 6. august: Søndagsåbent
Næsten alle butikker i Odense City holder søndagsåbent fra 10-16. Det samme gør sig gældende i Rosengårdcentret – her har du dog en hel time mere til at shoppe i!
Familie
Fredag og lørdag den 4.-5. august kl. 12.30-13 og 14-14.30: Eventyrfortællinger i Den Fynske Landsby
Tag børnene med på jeres eget eventyr i Den Fynske Landsby og hør H.C. Andersens klassikere fortalt af de dygtige skuespillere fra Festspillene. Det er gratis, når entreen er betalt, og for voksne er den på 85 kr.
Læs mere her.
Fredag og lørdag den 4.-5. august kl. 16: H.C. Andersen Festspillene: Den Lille Havfrue i Den Fynske Landsby
Hvis hele familien alligevel er i den Fynske Landsby kan I lige så godt tage opførelsen af Den Lille Havfrue med.
Lørdag den 5. august kl. 10-14: Legetøjsmarked på Flakhaven
Loppemarked for de yngste! Kom og hjælp dine børn med at sælge deres gamle legetøj og måske finde noget nyt. Tilmelding sendes til info@city-odense.dk og skal indeholde barnets navn og alder.
Kultur/sport
Søndag den 6. august kl. 16: OB-AaB på EWII Park
Odense har fået en fin start på forårssæsonen og møder denne eftermiddag formsvage AaB, der ligger i den tunge ende af Superligaen. Kom på stadion, støt og se, om nordjyderne sendes hjem med endnu et nederlag!
Der kan købes billetter her eller på stadion.