Én af kun 3 byer på hele kloden: Verdenskendt spil kommer i Odense-udgave
Vi kender det på dansk som Matador.
Men alle andre steder i verden hedder det Monopoly.
Spillet, hvor det gælder om at blive en bedste ejendomshandler.
Og snart sker der noget ret vildt.
Monopoly kommer nemlig i en Odense-udgave.
Den fynske hovedstad er valgt som én af kun tre byer i hele verden, der får sin egen særudgave.
Odense er i år blevet udvalgt som en af blot tre byer i hele verden til at få sin helt egen Monopoly-udgave.
Tilbage i vinter skrev Visit Odense på LinkedIn, at det var en stor ære for Odense at blive udvalgt som Monopoly-by:
“At Odense bliver ramme for et spil, der er kendt, elsket og spillet over hele verden, peger på noget centralt: Byen har opnået en genkendelighed, der rækker ud over det lokale.
En fortælling, der kan aflæses, afkodes og oversættes af andre.”
Og nu er tiden kommet til, at det nye spil afsløres.
Det sker selvfølgelig i Odense, hvor Storms Pakhus på søndag 6. september klokken 12 er vært ved den officielle lancering:
“I Storms Pakhus bliver spillepladen afsløret for første gang, når de steder, virksomheder og aktører, der har fået en plads på byens helt eget Monopoly-spil, bliver præsenteret.
Dagen byder på den officielle lancering, taler, afsløring af spillepladen og sjove aktiviteter for hele familien.
Du kan blandt andet opleve en 16 m² stor Monopoly-spilleplade og møde selveste Mr. Monopoly.
Arrangementet er gratis og åbent for alle,” skriver Storms Pakhus på Facebook.
Den første udgave af Monopoly kom på markedet tilbage i 1935, så det er altså et spil med en lang og fin historie, som Odense nu kan koble sig på.