Én mand, 20 kvinder: TV2 søger deltagere til “The Bachelor”

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

Er man ægte reality-nørd, så kender man nok det globale seerhit The Bachelor.

Her skal en enkelt ungkarl finde sit livs kærlighed blandt 20 nøje udvalgte kvinder.

I romantiske og luksuriøse omgivelser skal ungkarlen (eller bacheloren) date kvinderne … og forhåbentligt til sidst ende med sin udkårne.

Programmet er en massiv succes i udlandet, og nu har TV2 afsløret, at de har opkøbt rettighederne til en dansk udgave af “verdens største kærlighedsformat”, som serien også bliver kaldt.

Bacheloren får premiere på TV2 PLAY i løbet af sommeren 2020 og bliver en satsning, som TV2 har høje forventninger til.

“Vi ser det allerede i dag med programmer som ’Landmand søger kærlighed’, ’Hjem til gården’, ’Nybyggerne’ og ’Date mig nøgen’, og med en stærk og veldefineret konkurrencemotor kan ’The Bachelor’ det samme.

Når vi samtidig har at gøre med en af verdens helt store realitysucceser, tør vi godt drømme stort og tro på, at en dansk version kan ramme plet hos vores streamere på TV 2 PLAY,” siger Sune Roland Jensen, indholdschef for TV 2 PLAY og TV 2 ZULU.

Bachelor søges

Til en vaskeægte tv-succes skal selvfølgelig findes de helt rigtige deltagere.

Derfor er TV2 allerede nu på udkig efter den bachelor, der er klar til at lægge ungkarlelivet på hylden – med den helt rette kvinde.

TV2 skriver om den bachelor, de er på udkig efter:

“Vigtigst af alt skal bacheloren oprigtigt være klar til at finde en kæreste. Han er en charmerende mand mellem ca. 25 og 35 år, der er et godt sted i sit liv.

Han behøver ikke at være rig – og kan lige så godt være snedker som direktør.

En moderne mand med gode værdier, der er åben, nem at snakke med og som ikke bange for at vise sine følelser på TV.”

Kan du se dig selv som årets bachelor, eller kender du den helt rette? Så ansøg her.

Optagelserne varer i 5 uger og vil finde sted i udlandet til foråret.

Og hvad er barnets navn?: Disse navne hitter i Odense

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

På Fyn blev der i alt født 4.634 drenge og piger i 2019 – heraf 2.306 i Odense – og nu her et halvt år efter har alle de nye små fynboere fået sine navne.

Og er du blevet moster/faster/onkel eller andet til en lille nyfødt i 2019, så er der en vis chance for, at barnet hedder Noah eller Clara.

Det er i hvert fald de absolutte topfavoritter her i Odense blandt nybagte mødre og fædre, når man spørger Danmarks Statistik.

De har netop opgjort hvilke navne, der var de mest populære blandt nyfødte børn i Danmark i 2019.

På drengesiden er vi ikke så forskellige fra resten af landet, her ligger William helt i top, og det navn finder vi på den odenseanske andenplads sammen med navnet Arthur.

Det mest populære drengenavn i Odense – og hele Fyn – er dog Noah, når alle de forskellige stavemåder tælles sammen. På landsplan ligger Noah nummer fire.

De ti mest populære drengenavne i Odense:

1. Noah / Noa / Nóah (24)
2. William (23)
2. Arthur /Artur (23)
4. Valdemar / Waldemar (21)
4. Malthe / Malte (21)
6. Alfred (19)
7. Oscar / Oskar (16)
7. Carl / Karl (16)
9. Emil (15)
10. August (14)

De odenseanske piger er derimod ik’ som de andre pi’r.

Hos os er Clara (Klara) og Ellie (Elli, Elly) på en delt førsteplads over de mestpopulære navne til de små babypiger.

På landsplan er Clare nummer tre, mens vi skal helt ned til listens 17. plads for at finde navnet Ellie.

Ser vi på hele Danmark er Emma den store favorit blandt pigenavnene, men det er helt nede på en 14. plads i Odense Kommune. Ser man på hele Fyn, er Emma dog det tredje mest populære navn. Så vi må nok bare konkludere, at Emma ikke rigtig rimer på Odense.

De ti mest populære pigenavne i Odense:

1. Clara / Klara (23)
1. Ellie / Elli / Elly (23)
3. Agnes (21)
3. Ella (21
5. Ida (19)
6. Alberte (18)
6. Luna (18)
8. Alma (17)
8. Asta (17)
10. Lærke (15)
10. Olivia (15)

Kilde: Danmarks Statistik

Voldsomme skader på Odense Havn: Efterslukning er fortsat i gang

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen
Foto: presse-fotos.dk
Foto: presse-fotos.dk

Bredskab Fyn har hele natten og onsdag været i gang med omfattende slukningsarbejde på Odense Havn efter en voldsom brand i flere industribygninger på havneområdet.

En brand så voldsom, at det har været nødvendigt med assistance fra beredskabsstyrelsen Sydjylland.

14 brandmænd herfra har blandt andet hjulpet med efterslukning, vandforsyning samt væltning af mure samt bidraget med ekstra slukningsudstyr.

Hvad årsagen til branden er, er forsat ukendt, da arbejdet med at efterslukke branden, ifølge vagtchefen ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist, stadig er i fuld gang onsdag eftermiddag.

”Og før det sidste træ er dampet af, kan politiet ikke gå i gang med efterforskningen af brandårsagen,” udtaler han til MigogOdense.

Industribygningerne, der tidligere har været anvendt til opbevaring af foderstoffer, har taget voldsom skade, men ingen mennesker er kommet til skade i forbindelse med den omfattende brand.

Ild i lagerbygninger: Voldsom brand opstod i nat på Odense Havn

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen
Foto: presse-fotos.dk
Foto: presse-fotos.dk

Klokken 01.06 i nat blev Fyns Politi kontaktet vedrørende en udbrudt brand på Odense Havn.

Det skriver EB.dk her til morgen.

Branden var opstået i nogle ubeboede gamle lagerbygninger og udviklede sig hurtigt voldsomt.

Brandvæsnet rykkede derned med det samme for at få styr på de store flammer. Her til morgen er der stadig ild tilbage i bygningerne, der stod til at skulle rives ned.

Lars Høg Schou, operativ chef i Beredskabsstyrelsen, skriver i dag på på Twitter, at der også har været tilkaldt beredskab fra andre landsdele.

“Beredskabsstyrelsen Sydjylland assisterer natten til onsdag Beredskab Fyn med 14 brandfolk, autosprøjte, slangegruppe, redningskran og højtrykskompressor ved industribrand på Odense Havn,” skriver han.

Man har på nuværende tidspunkt ingen oplysninger om, hvordan branden er opstået.

Ingen er kommet til skade.