En tak til kollegaerne: Bilka Odense inviterede alle ansatte til en dag i det vilde vesten

Bilka Odense er et stort varehus med mange forskellige afdelinger. Her finder man både bager, delikatesse, haveafdeling, elektronik, dagligvarer – og meget mere.
Men én dag om året samles alle de ansatte på tværs af afdelingerne til en særlig dag til ære for dem.
Selvom det til daglig er kunden, der er i fokus hos Bilka Odense, bliver forholdet en smule mere ligevægtigt midt i juni, når varehuset afholder den årlige kollegadag.
Her bliver medarbejderne fra hele huset nemlig belønnet for deres store indsats gennem året.
“Det er en dag, vi ser frem til i løbet af året, fordi vores medarbejdere gør det jo bare så godt. Så det er vores måde at sige tak på – og forkæle dem lidt,” fortæller Linda Vessel, der er afdelingsleder i Bilka Odense.
Årets tema var en tur i det vilde vesten, og mellem halmballer og saloon-stemning hyggede kollegaerne sig med mad, konkurrencer og gratis bland-selv-slik.
Dagen begyndte med en overdådig fælles morgenmad. Her var der naturligvis rundstykker, men også æg, bacon og en masse andre lækkerier til at sætte dagen godt i gang.
Herefter åbnede en hel western-plads til fri afbenyttelse for de mange kollegaer.
Midt på pladsen stod et stort bord fyldt med alverdens bland-selv-slik. Her kunne medarbejderne kvit og frit blande op til 500 gram hver – til nydelse på dagen eller som godter til at tage med hjem.
Frokosten bød på chili con carne og kyllingspyd i ægte cowboy-stil.
Mellem måltiderne kunne man både tage et slag bordfodbold, sende sin chef en tur i den kolde balje eller spinne lykkehjulet og tage en gratis præmie med hjem. Her var både 1., 2. og 3. præmier – alt fra kufferter og SUP-boards til termokopper og toilettasker.
Alt imens festlighederne foregik bag det store varehus, strømmede kunderne som altid ind gennem Bilkas lange gange.
Derfor var en stor del af medarbejderne naturligvis også på arbejde. Kollegadagen fungerede derfor som et slags pauserum, hvor medarbejderne i dagens anledning fik lov til at tage lidt længere pauser og nyde hinandens selskab.
Flere ansatte, som egentlig havde fri, dukkede også op i civilt tøj for at tage del i dagen og hygge sig med kollegaerne.
“Sammenholdet er virkelig godt. Flere af vores kollegaer, der egentlig har fri i dag, har valgt at komme fra frokost og deltage og hygge,” fortæller Linda Vessel.
Dagen sluttede af med fredagsbar, hvor man kunne gå på weekend med en øl eller en cider.
Samtidig var der livemusik i ægte western-stil, da en tidligere medarbejder gav koncert med country-toner.
Det er 10 år siden af Bilka Odense første gang holdt Kollegadag for sine ansatte, der gjorde dagen i år til et jubilæum.
Du kan se et udpluk fra dagen her: