Endnu en udskydelse: ALT for damernes Kvindeløb flytter til efteråret
I lyset af udbredelsen af COVID-19/coronavirus og de samfundsmæssige følger er ALT for damerne nødt til at flytte Danmarks største kvindeløb til september.
Det skriver de i dag i en pressemeddelelse.
På nuværende tidspunkt har 9.000 personer tilmeldt sig løbene, der vil blive afholdt i Fredericia, Odense, Århus, København og Aalborg.
“Vi havde glædet os meget til at gennemføre Kvindeløbet, men vi må desværre erkende, at det ikke giver mening, sådan som situationen omkring corona er nu.
Derfor er vi også rigtig glade for, at vores samarbejdspartnere har været meget forstående, og det er derfor lykkedes at flytte løbet til efteråret. Vi håber som altid at se rigtig mange deltagere og læsere til Danmarks absolut hyggeligste kvindeløb,” siger Tina Nikolaisen, chefredaktør på ALT for damerne.
Til ALT for damernes Kvindeløb er det muligt at vælge mellem tre løbedistancer på 5, 10 og 15 km eller en gå-rute på 5 km. Sidste år deltog over 17.000 kvinder i løbet.
Løbet vil fortsat blive afholdt i fem byer over hele landet, og de nye datoer er flg:
Fredericia den 2. september
Odense den 3. september
Aarhus den 6. september (løbspladsen i Aarhus flyttes i år til et nyt område)
København den 12-13. september
Aalborg den 20. september