Endnu et lækkert sted åbner i Overgade: Her er byens nye Sandwich-og Salatbar
Der sker meget i Overgade for tiden, og selvom overgangen mellem Vestergade og Overgade er lukket, er der bestemt mange gode grunde til at besøge den hyggelige gade.
Vi kunne for nylig berette om den kombinerede delikatesseforretning og spisested La Petite, som er åbnet i Overgade, og på lørdag åbner endnu et spisested.
Der er tale om Lommer’s Sandwich & Salat, som den 26-årige Nicolai Lommer Larsen fra Odense står bag. Nicolai er uddannet tjener, men han har længe drømt om at åbne sit eget sted:
”Jeg har gået med drømmen om at åbne en sandwich- og salatbar i 5-6 år, og så tænkte jeg: ”Nu skal det være.” Jeg har sparet op siden dengang, så jeg har ikke behøvet at låne en eneste krone,” siger Nicolai.
Få 25% rabat på åbningsdagen
På lørdag kan Nicolai endelig åbne dørene op for sin drøm:
”På lørdag holder jeg åbent fra kl. 10-15, hvor man får 25% rabat og gratis drikkevarer. Alle er velkomne til at komme ned og få en gratis cola og se butikken. Man behøver ikke engang købe noget mad,” siger Nicolai.
Lækre råvarer
”Lommer’s Sandwich & Salat adskiller sig fra andre steder ved, at jeg går meget op i lækre råvarer og laver alt fra bunden – med undtagelser af brødet, som er bakeoff. Det er min erfaring, at man herved sikrer den bedste kvalitet hver gang,” siger Nicolai og fortsætter:
”Du kan få en sandwich alle steder, men mange af stederne mangler der det allersidste. F.eks. at man selv håndplukker grøntsagerne om morgenen og hakker dem selv i stedet for at købe nogle, der er skåret ud og vakuumpakket.”
Fokus på studievenlige priser og firmaaftaler
”Jeg bestræber mig efter at være lidt billigere end de andre steder i Odense, så de studerende også kan være med. Jeg kommer f.eks. til at tage 45 kr. for et stort flute, hvor det mange andre steder koster 55 kr.
Jeg vil hellere have 100 igennem, der betaler lidt mindre, end jeg vil have 50 igennem, der betaler en højere pris. Jeg elsker at have travlt og have noget flow igennem, og det, tænker jeg også, er måden at drive en god forretning på; at der hele tiden er flow igennem råvarerne, så de ikke når at blive for gamle,” siger Nicolai.
Nicolai vil også tilbyde firmaaftaler, hvor virksomheder kan få friske sandwich til deres medarbejdere:
”Det kan godt være dyrt at stå at lave madpakker derhjemme, hvor man måske ofte ender med at smide de sidste tre skiver pålæg ud. I stedet synes jeg lige så godt, man kan få det friskt udefra hver dag,” siger Nicolai.
Nicolai gør det ikke for pengene
For Nicolai handler det mere om at udleve en længe ventet drøm end om at tjene gode penge på butikken:
”Det er begrænset, hvad jeg kommer til at tjene. Det lyder måske lidt flot at sige, men det er ikke pga. pengene, at jeg først og fremmest åbner butikken. Jeg gør det, fordi det længe har været min drøm, og fordi jeg vil nyde at stå hernede,” siger Nicolai.
Skræddersyede sandwichs og salater
Hos Lommer’s Sandwich & Salat kan du helt selv bestemme, hvad du vil have i din sandwich eller salat:
”Her kan folk selv bestemme præcis, hvad de vil have i deres sandwich. De kan ikke bare vælge imellem en række forudbestemte varianter,” siger Nicolai.
Herunder kan du få et overblik over menuen hos Lommer’s Sandwich & Salat. Der er mange lækkerier at vælge imellem.
Man kan selv vælge, om man vil have sin mad med som takeaway, eller om man vil nyde det inde i butikken.
Åbningstider:
Man-fre 10-19.30
Lør 10-15
Overgade 39
5000 Odense C