Enormt program: Gratis koncerter, stort åbningsshow og spektakulært nycirkus

Fra torsdag 14. august og ti dage frem bliver Odense igen fyldt med shows, musik, teater, udstillinger, gadeperformance, smukke blomster og mere end 500 andre kulturaktiviteter.
Det sker, når H.C. Andersen Festivals for 12. gang løber af stablen. Den spektakulære, internationale nycirkusopsætning ’Fugl Fønix’, et 24-meter langt vægmaleri af streetart-kunstneren Balstrøm, spændende teaterforestillinger på Teater Momentum og operaen ’Det 13. barn’ instrueret af Johan Klint Sandberg er bare nogle af højdepunkterne.
Det bliver Michael Falch, der sammen med URO, Ginne Marker og Trine Therkelsen åbner årets H.C. Andersen Festivals.
Det sker i festivalens åbningsshow, ’Store drømme og smukke toner’, hvor Odense Symfoniorkester akkompagnerer perlerækken af danske sangere, når de præsenterer smukke fortolkninger af kendte sange fra deres bagkatalog.
Læs også: Kæmpe ambitioner: Vil være Skandinaviens største Efter åbningsshowet byder Danmarks største bykulturfestival på mere end 500 kulturaktiviteter, som tæller alt fra shows, musik, teater, udstillinger, kunst, dans, foredrag, comedy og gadeperformance fra hele verden.
Også en masse smukke og kreative blomster- og planteudsmykninger, idet Odense Blomsterfestival, der afholdes for 26. gang, også er en integreret del af H.C. Andersen Festivals.
”Vi glæder os enormt meget til igennem ti dage at fylde Odense med kultur i alle afskygninger og trække en masse gæster til Fyn. Vi har endnu en gang sat et spændende program sammen, hvor der er noget for enhver smag og interesse samt en masse perler og overraskelser.
Som altid er det svært at fremhæve det ene frem for det andet, men noget af det, jeg ser allermest frem til, er de mange sprudlende aktiviteter i gaderne både i dag- og aftentimerne,” siger festivaldirektør Peter Bøgholm.
Store kulturoplevelser i vente
For alle fynboer, danskere og udenlandske turister, der besøger årets H.C. Andersens Festivals mellem 14. og 23. august, er der masser af smukke blomsteroplevelser krydret med spektakulære, kulturelle oplevelser i vente.
Festivalens store, udendørs aftenshow, ’Fugl Fønix’, er en international og poetisk ny-cirkusopsætning, som primært foregår i luften og fra en stor skulpturel rede midt på Flakhaven. Showet er skabt af Teatret Hakkehuset og den italienske ny-cirkusgruppe eVenti Verticali og fremføres af akrobatiske luftartister og er pakket ind i røg, dans og musik.
Allerede under Odense Blomsterfestival er reden en væsentlig del af udstillingen ’Fønix Haven’ på Flakhaven. Haven er en poetisk fortolkning af H.C. Andersens eventyr om Fønix-fuglen, som også aftenshowet tager afsæt i.
Midt i haven står den tre meter høje og 15 meter brede rede, mens resten af pladsen er et sanseligt og eventyrligt landskab med stier og sandhøje under temaet ‘Fra frø til evig blomstring’, der er en hyldest til fantasien og skaberkraften i H.C. Andersens værker.
H.C. Andersens Festivals har støttet Odense Symfoniorkester, som står bag operaen ’Det 13. barn’, der har Danmarkspremiere under H.C. Andersen Festivals.
Operaen er instrueret af instruktørkometen Johan Klint Sandberg og har musik af en af de største nulevende danske komponister, Poul Ruders. Brødrene Grimms eventyr ’De tolv brødre’, der inspirerede H.C. Andersen til det berømte eventyr ’De vilde svaner’, og det er de to eventyr, som operaen baserer sig på.
På Amfiscenen ved Brandts Klædefabrik kan festivalens gæster glæde sig til tre dages musik med blandt andre Freja Kirk, Peter Sommer & Palle Hjorth og to unge talenter i form af Sofie1998 og svendborgeske Absurd.
I Eventyrhaven kan man opleve Eventyrdalen – et 24 meter langt vægmaleri af den verdenskendte streetartkunstner Balstroem, på Flakhaven er der åben workshop med Dansk Danseteater, Teater Momentum præsenterer både skuespiller Trine Pallesen i spændende talk- og teaterkoncept samt konceptet ’De unge stemmer’, hvor nyskrevne scener bliver opført som readings, og Munke Mose bliver omdannet til et loungeområde fyldt med liv, fællesskab, god stemning, underholdning og Street Food Festival.