Er det dig?: DR søger ny vært til Nak og Æd

Når 16. sæson af Nak og Æd senere i 2025 er løbet over skærmen, er det tid for Jørgen Skouboe at hænge geværet på hylden og gå på pension.
Længe har rygterne svirret, om det ville blive enden på DRs succesprogram, men som et nakket og ædt dyr, er det heldigvis en and.
For DR opfordrer nu via Facebook alle friluftsinteresserede tv-nakkere in-spe til at komme ud af busken og melde ind, hvis de mener at kunne fylde Jørgen Skouboes waders ud.
“Nak & Æd” er et populært dansk tv-program fra DR, hvor jæger og kok Nikolaj Kirk og naturvejleder Jørgen Skouboe Madsen tager på jagt i den danske og internationale natur.
Konceptet er enkelt og jordnært: de “nakker” et dyr, tilbereder det over bål og nyder måltidet i naturen.
Programmet kombinerer jagt, madlavning, humor og dyb respekt for naturen og dyrene, og det har opnået stor popularitet for sin autentiske og afslappede stil.
Den nye Nak & Æd-vært skal have
- Erfaring med at klare sig i naturen.
- Humor, selvironi og modet til at være sig selv.
- Lyst til at få bukkefeber med kamera på.
Send en videoansøgning på max 2 minutter til jeov@dr.dk, hvor du fortæller om dig selv, og hvorfor du er den rette til at være med til at videreføre Nak & Æd.
Og hvem ved, måske bor den nye makker til Nikolaj Kirk på Fyn?
Herfra skal der i hvert fald lyde en opfordring til at melde dig selv, eller en friluftselsker, du kender.