Snuppet med stor mængde tyvekoster: Er det dine smykker?
Fyns Politi har anholdt flere tricktyve, og i den forbindelse er der blevet fundet en stor mængde tyvekoster.
Det drejer sig om smykker – dog står det ikke klar for politiet, hvor smykkerne er blevet stjålet fra.
Derfor har de lagt en række billeder af smykkerne ud på Facebook, hvor de efterlyser ejerne.
“ER DET DINE SMYKKER – ELLER MÅSKE DIN MORS?
I forbindelse med anholdelse af tricktyve, har vi fundet en større mængde smykker, som vi ikke kender gerningsstedet til.
Dog ved vi, at smykker er stjålet fra den 15. august 2026 til og med den 19. august 2026 klokken 16.00.
Alle forurettede for tricktyvene har været kvinder i alderen 75 år og opefter.
Derfor kan det også være, at nogle forurettede der ude slet ikke er klar over, at smykkerne er væk.
Så hjælp gerne jeres pårørende med at gennemgå smykkeskrin og lignende, så I kan finde ud af, om noget mangler.



Hvis man kan genkende smykkerne på billedet, skal man kontakte Fyns Politi på telefon 114. Dog kun, hvis det kan passe, at smykkerne er stjålet i det nævnte tidsrum.
Har man billeder af smykkerne, så man kan dokumentere ejerskab, vil det være en stor hjælp,” lyder det fra Fyns Politi.