Publikum river billetterne væk: Nu åbner teatret for ekstra juleforestillinger

Publikum vælter ind på Odense Teater for at se Et juleeventyr.
Den store flotte opsætning af Charles Dickens’ klassiker havde premiere lørdag den 11. november – men allerede nu er det nødvendigt at åbne flere forestillinger.
“Vi er både begejstrede og taknemmelige over den enorme tilstrømning til Et juleeventyr,” siger teaterdirektør og forestillingens instruktør Jacob Schjødt og fortsætter:
“Det er kulminationen på et virkelig stærkt efterår for Odense Teater, hvor vi også måtte tage ekstraforestillinger i brug på Arendt og Bonnie & Clyde.

Vi er så glade for, at Et juleeventyr også har ramt gæsterne lige i hjertet, og vi glæder os over at give endnu flere mulighed for at opleve den i juledagene.”
Odense Teater åbner for to ekstraforestillinger.
Det drejer sig om lillejuleaften kl. 11.00 samt “3. juledag”, den 27. december kl. 18.00.
Fyens Stiftstidendes anmelder kastede fem stjerner efter Et juleeventyr, som blev anbefalet til hele familien. MigogOdense fandt hele seks stjerner frem, så anmelderne er også begejstrede.
Senere på sæsonen – i vinterferien – har Odense Teater også bud efter familierne, når teatret både spiller Momo og tidstyvene efter Michael Endes roman samt Mille og den grimme ælling med Mille Gori i hovedrollen.