Få godt efterårsgrin i Odense: Disse shows bør du tage ind til
Odense er med kommunens ord i udvikling fra at være en stor dansk by til at blive en dansk storby.
Et kendetegn for en storby er en aktiv comedy-scene. Heldigvis følger comedy’en i Odense med byens generelle udvikling, og derfor har vi samlet et overblik over al den stand-up, du kan opleve i Odense de kommende uger og måneder.
Comedy Open Mic
Et fast indslag i det odenseanske comedy-miljø er selvfølgelig de mange open mic nights, der finder steder på en række beværtninger i midten af byen.
Det skifter gerne mellem The Old Irish, Sir Club og Studenterhuset, og arrangementerne afholdes med jævne mellemrum, så der burde være gode muligheder for at få gang i lattermusklerne i en nær fremtid.
Til de forskellige open mic nights, der er arrangeret og drevet af lokale ildsjæle, vil du blive underholdt af både byens egne komikere og landskendte ditto, og hvem ved – måske er en af de lokale den næste store stjerne?
Du kan læse mere om folkene bag Odenses open mic nights, ligesom du også kan finde info om næste event ved at klikke dig ind på Stand Up i Odense på Facebook.
Carsten Bang: Alter Ego (30. september)
En af dansk comedys ’grand old men’ slår vejen forbi Odense 30. september. Carsten Bang har været leveringsdygtig i skarpe bemærkninger og veltimet stand-up, siden dengang skibene var lavet af træ og mændene af stål.
Listen af Carstens Bangs optrædener er for lang til at gengive her, og det er næppe heller nødvendigt, når en af den danske komiks gudfædre besøger byen.
’Alter Ego’, som aftenens one-man show hedder, er til gengæld spritnyt og tager udgangspunkt i det centrale spørgsmål: Hvor ofte er vi os selv, og hvor ofte er vi et alter ego?
Du kan læse mere om showet her og købe billet her.
Martin Nørgaard: Indebrændt (5. oktober)
Du kender med garanti Martin Nørgaard fra Nørgaards Netfix på TV2 Zulu, hvor han med knivskarp humor så nærmere på, hvordan vi gebærder os på de sociale medier.
Nu er Martin Nørgaard klar med sit allerførste one-man show, og det præsenterer han lige i hjertet af Odense på torsdag i næste uge. Temaet? Alt, der er galt med verden. Eller i hvert fald alt det, der er galt med verden ifølge Martin Nørgaard. Det kan kun blive underholdende.
Læs nærmere om Indebrændt lige her. Eller her, hvor du også kan købe billetter til showet.
Uha! (6. oktober)
De fleste af os har enten på tv eller til et live show stiftet bekendtskab med stand-up.
Det er nok færre, der har overværet et såkaldt impro comedy show. Her er præmissen, at komikerne træder ind på scenen helt og aldeles uforberedte og med hjælp fra publikum får stablet et improviseret show på benene.
Det er direkte underholdende at kunne påvirke slagets gang som publikum, så slå vejen forbi Teater95B fredag i næste uge.
UHA! har etableret sig som et af de fremmeste impro-navne på den danske scene og har blandt andet deltaget i DM og Zulu Comedy Festival.
Læs mere om showet og få fingrene i en billet på Teater95B’s hjemmeside.
Specialklassen (9. oktober)
Få dage efter UHA! er det så Specialklassens tur til at indtage Teater 95B, og er du klar til en tur på skolebænken, skal de tre underholdende elever nok få dine lattermuskler på overarbejde.
Gruppen har optrådt på tv et utal af gange – blandt andet har de haft deres eget show på DR2, gæstet Dybvaaaad, optrådt til Zulu Comedy Galla, og senest har du kunne opleve dem i Grand Danois på TV2, hvor de har givet den som musikpædagoger.
Både niveauet og humøret kommer til at befinde sig oppe under loftsbjælkerne denne aften!
Link til billetter har vi fundet frem til dig her.
Rasmus Bjerg: Solo#2: Vel-Bjerget (11. november)
Til at runde listen af stærke comedynavne af har vi Rasmus Bjerg, der slår sine folder i både comedy og den seriøse ende af filmverdenen. Han har tidligere udødeliggjort Mr. Poxycat, improviseret sig gennem sketches i Live fra Bremen og så videre, og så videre.
11. november er det rollen som sig selv, Rasmus Bjerg tager under lup, når han fortsætter, hvor han slap i sit sidste show og gennemgår, hvordan det i grunden er, at han er havnet som Rasmus Bjerg. Alt fra livet som far til fire, rhododendronbedet og hans aktuelle succes tages under behandling.
Multitalentet Rasmus Bjerg plejer nok at vide, hvordan komikgeden skal barberes, så det skal nok blive rigtig morsomt på Magasinet!
Billetterne finder du gennem Ticketmaster. Bemærk, at der hurtigt kan blive udsolgt!