Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Få troede på projektet: Men Papas Papbar har taget Odense med storm

Af Kasper Junge Wester

I landets øvrige storbyer har man haft det længe, men i Odense åbnede vores egen brætspilscafe først sidste år.

Det var tilsyneladende lige, hvad byen trængte til, for Papas Papbar er blevet taget imod med åbne arme.

Bag cafeen, der har til huse i Moby Discs gamle lokaler, står ægteparret Jens og Tine Neumann, der selv er brætspilsentusiaster og brænder for at videreformidle kærligheden til de mange spil og det sociale samvær forbundet med at spille dem.

Netop det sociale aspekt af brætspilskulturen er i centrum på Papas Papbar. Uanset om det er kæresteparret, der vil ud og have en stille aften, eller en polterabend, der skal underholdes, er der brætspil til enhver smag og enhver anledning.

Skepsis blev gjort til skamme

Kærligheden til brætspil blev vakt, da Jens Neumann for syv år siden blev introduceret til strategispillet Settlers of Catan. Det blev – for nu at blive i jargonen – en game changer.

”Jeg var bare høj af glæde – barndomsglæde – da jeg havde spillet det! Så fandt jeg ud af, hvor fedt brætspil det var.”

Efter nogle år blev drømmen om en brætspilscafé så realiseres. Inspirationen kom fra en tilsvarende café i København, der var åbnet nogle få år tidligere. Men én ting er hovedstaden, en anden er Odense.

Og Jens var derfor også nervøs for, om projektet ville kunne lykkes her i byen:

”Vi fik at vide, at bare fordi det kan fungere i Aarhus eller København, så er det ikke sikkert, at det kan fungere i Odense.”

Alle bekymringer blev dog gjort til skamme, da Papas Papbar slog dørene op i april 2016. Modtagelsen har været overvældende, bekræfter Jens Neumann begejstret:

”Ja, for fanden. Altså, det er virkelig vildt! Man forstår det ikke selv nogle gange.”

Spraglet gruppe af gæster

I dag er brætspilscafeen veletableret, og folk fra alle samfundsgrupper strømmer til stedet for at underholde sig med alt lige fra fra skak og Matador til superkomplekse strategispil, der kan tage mange timer at færdiggøre.

Andre gæster har mere lyst til at hygge sig med vennerne uden at spille noget. Det er der naturligvis også plads til på Papas Papbar.

Den største gruppe af stedets gæster udgøres af unge mellem 18 og 34 år, men mange andre har også taget konceptet til sig, og i weekenderne finder også mange børnefamilier og ældre mennesker vej ind i de rummelige lokaler i Skt. Knuds Kirkestræde.

”Det er en stor, spraglet gruppe. Jeg ved ikke, om der er noget tilsvarende, hvor folk de blander sig så meget,” siger Jens Neumann, der er glad for den brede opbakning og den gensidige accept mellem gæsterne.

”Det er sjovt at se, for vi har de her hardcore brætspilsnørder, og samtidig har vi bare folk, der kommer ind og spiller ludo. Og hippe mennesker og nørdede mennesker og gamle mennesker.”

Over 600 spil at vælge imellem

Til at underholde sig med, har de mange gæster rigeligt med spil at vælge imellem. Aktuelt anslår Jens Neumann antallet af spil til at være mellem 600 og 700 af varierende sværhedsgrad og type – og nye kommer til hver måned.

Er man novice i spilverdenen, kan man måske godt blive lidt intimideret over de mange spil. Det er der da også mange, der gør, fortæller Jens Neumann. Af samme grund er der hjælp af hente fra de mange frivillige ”spilguruer”, der har til formål at lette introduktionen til brætspilsverdenen.

”De er her næsten alle dage, eftermiddag og aften og hele weekender. Det er folk, der elsker spil, og de er her bare for at introducere folk til nye spil og forklare regler.”

Som Jens Neumann siger det:

”Der er ingen, der tager på café for at læse regler.”

Papas Papbar
Skt. Knuds Kirkestræde 2
5000 Odense C

Del artikel

Andre læser også