Fabelagtig fredagsshopping: Kendt modebutik inviterer på Porsche, portvin og pebernødder
Juleaften nærmer sig med hastige skridt, og for mange betyder det stress og jag i jagten på de sidste gaver til deres kære.
Men sådan behøver det ikke være.
Juleshopping kan også være en hyggelig og afslappende affære, hvor du bliver forkælet, mens du sonderer butikshylderne efter det helt rigtige at lægge under juletræet.
Det er i hvert fald tilfældet hos den odenseanske dametøjsforretning, Klaregade 14, der ligger i, ja, Klaregade.
Fredag den 16. december, det vil sige i morgen, kl. 15-18 afholder butikken et særligt julearrangement, som forener julegaveshopping med portvinssmagning, pebernødspisning og Porschekiggeri.
”Vi vil så gerne skabe liv og julestemning i midtbyen og give noget igen til alle de søde, trofaste kunder, vi har.
Derfor har vi valgt at arrangere en portvinssmagning i butikken i samarbejde med H.J. Hansen Odense, hvor kunderne kan købe gaver til deres kære, mens de samtidig bliver forkælet med lidt godt til ganen og får mulighed for at fordybe sig i portvinens verden.
Det er vores måde at forsøde julegaveshoppingen og pleje vores kunder,” fortæller Tina Pedersen, der er indehaver af Klaregade 14.
Portvinssmagningen byder på to forskellige portvine, og mens de bliver skænket, vil der blive fortalt lidt om vinene.
Julesmåkager og sløjfebesat veteranbil
Undervejs vil der også blive serveret sprøde pebernødder, og uden for butikken står en juleklædt veteranbil klar til at tage imod alle de besøgende.
”I dagens anledning kommer der til at stå en Porsche fra 1978 ude foran. Den er hvid og har et stort juletræ på taget, og den får en stor rød tylsløjfe bundet rundt om sig.
Det bliver flot, og forhåbentlig fanger den de forbipasserende julegaveshopperes opmærksomhed, så flere får øje på vores arrangement og kommer ind i butikken for at tage del i glæderne”, udtaler butikkens indehaver.
Gratis arrangement for alle
Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding.
”Det koster ingenting, og man kan bare dumpe ind. Alle er velkomne, og man er ikke forpligtet til at købe noget for at deltage. Bare kom og vær med. Det bliver uformelt, og det bliver hyggeligt”, siger Tina Pedersen.
Så slå vejen forbi Klaregade 14 og smag på herlighederne, mens du får klaret de sidste julegaveindkøb.