Kalder alle studerende: Fælles fredagsbar og gratis adgang til OB-FCM
Det startede med et nederlag til OB i sæsonens første Superliga-kamp.
Derefter satte holdet en 2-0-føring over styr i kampen mod Randers, der endte 2-2.
Så det kan ikke ligefrem påstås, at OB har fået en drømmestart i denne Superliga-sæson.
Det er derfor ikke nogen hemmelighed, at holdet har brug for al den støtte, det kan få.
I næste kamp på fredag, 29. juli, skal OB spille mod FC Midtjylland på hjemmebane.
I den anledning er Albani, Generator og OB gået sammen om et arrangement for byens studerende.
Her kan studerende komme med til en kæmpe fælles fredagsbar med efterfølgende gratis adgang til aftenens Superliga-kamp på Nature Energy Park.
Husk studiekort eller optagelsesbrev
Eventet er kun for studerende, og derfor skal man medbringe sit studiekort eller optagelsesbrev.
Gratis adgang til kampen gælder kun ved deltagelse i fredagsbaren.
Fredagsbaren afholdes på Richard Møller Nielsens Plads fra klokken 16.
Herefter rykker man videre til Fanzonen klokken 17, hvor der er happy hour frem til klokken 18.
Derudover er der mulighed for at deltage i flere konkurrencer, hvor du blandt andet kan vinde billetter til Generator Festival og 1-års forbrug af Faxe Kondi.
Dj Rasmus Rudbæk står for musikken.
Efterfølgende er der afterparty i Fanzonen.
Billetter til Fredagsbar med gratis adgang til OB-FC Midtjylland fås her.