Møbelbutik åbner: Stor Happening i weekenden midt i Odense

På lørdag den 22. september vil 70 designerstole pryde Gråbrødre Plads i Odense, hvor forbipasserende kan sætte sig ned, nyde en gratis kop kaffe og stoppe tiden for en stund.
Det sker i forbindelse med, at FDB Møbler åbner deres første butik med tidløst design i Odense – og stolene doneres efterfølgende til Frivilligcenter Odense.
Stop op, sæt dig ned og nyd nuet. Det er budskabet på lørdag.
Her vil 70 designerstole fra FDB Møbler blive opstillet fra 10-17, og forbipasserende blive opfordret til at sætte sig ned, stoppe tiden og nyde en gratis kop kaffe.
Det sker i forbindelse med, at FDB Møbler i næste uge slår dørene op til deres første butik i Odense med tidløst design af store danske designere som Børge Mogensen, Poul M. Volther og Jørgen Bækmark mfl. – og ikke mindst alle de nye danske designskud, som FDB Møbler samarbejder med.

Det tidløse danske design kan opleves i FDB Møblers nye flagship store i Odense, der åbner fredag den 28. september i Kongensgade 37.
På åbningsdagen vil der være forfriskninger og gode tilbud, ligesom FDB Møbler på dagen vil fremvise et spændende kunstsamarbejde med billedkunstner Anders Bonnesen, der har fortolket én af de helt store designklassikere.
”Vi har et ønske om at “ignorere” tiden med vores design, der skal kunne holde i flere generationer; og på alle måder være tidløst.
På lørdag på Gråbrødre Plads opfordrer vi derfor folk til at ignorere tiden for en stund sammen med os og opleve nuet på én af vores stole – og få en forsmag på, hvad vores første butik i Odense byder på,” fortæller Ole Kiel, der er direktør for FDB Møbler.
Stolene doneres til Frivilligcenter Odense
Happeningen skal sætte fokus på, hvor vigtigt det er at stoppe op, nyde nuet og derved gøre øjeblikke i hverdagen tidløse.
Derfor er der på dagen også sørget for gratis kaffe, som kan nydes i eget selskab eller med den, der har slået sig ned på nabostolen.

Når dagen er slut vil de 70 stole fra FDB Møbler blive doneret til Frivilligcenter Odense, som er knudepunkt for frivillige sociale foreninger i Odense – foreninger der med omtanke, erfaring og gåpåmod støtter socialt udsatte borgere i at stoppe op i deres liv for at lade det tage en ny drejning.
“Det betyder meget for os, at Frivilligcenter Odense har haft lyst til at modtage stolene efter vores arrangement på Gråbrødre Plads, hvor de forhåbentligvis i mange generationer fremover vil kunne bidrage til at hjælpe socialt udsatte borgere i Odense” fortsætter Ole Kiel.
De 70 stole vil blive brugt til at opgradere rammerne for de frivillige sociale organisationer i Odense, der benytter Borgernes Hus til at hjælpe udsatte i byen.