Billetsalget er startet: Kom til fantastisk festaften i Kongens Have

Det lysner for alvor i Odense.
Snart kan vi igen mærke en normal hverdag, hvor det sociale og fællesskabet er i højsædet.
Fra 1. juli må større arrangementer samle 5.000 publikummer og fra 15. august må man være hele 10.000 inddelt i sektioner.
Alt tyder på, at Vi Elsker 90’erne sætter yderligere billetter i salg til den totalt udsolgte endagsfestival 28. august i Kongens Have.
Men allerede dagen før bliver der kæmpe fest i Kongens Have i hjertet af Odense.
H.C. Andersen Festivals og Vi Elsker har nemlig sammensat et brag af en aften.
Store navne spiller samme aften
Du kan opleve altid udsolgte Queen Machine, Anne Dorte Michelsen & Maria Bramsen samt Melodi Grand Vinderne Fyr & Flamme.
Hvis det ikke er en aften, der lægger op til stor fest, så er der vist ikke noget at gøre.
Du kan godt smøre stemmebåndet, inden du tager til fredagskoncerten ved årets H.C. Andersen Festivals.
For fredag 27. august skal du synge med på klassikere som ‘We will Rock you’, ‘I want to Break Free’, ‘Bohemian Rhapsody’, ’Sig du kan li’ mig’, ’Ud under åben himmel’, ’Mandagsstævnemøde’, ’Indianer’ og vinderen af Dansk Melodi Grand Prix, ’Øve os på hinanden’, når Queen Machine, Anne Dorte Michelsen & Maria Bramsen og Fyr & Flamme står på scenen i Kongens Have.
Med storsyngende Bjarke Baisner i forgrunden har Queen Machine i mere end ti år leveret deres fabelagtige fortolkninger af Queens fantastiske sangskat. Og de leverer dem, som de selv udtrykker det, ”som var man på selveste Wembley.”
Synge med-potentialet er mindst lige så stort, når Anne Dorte Michelsen & Maria Bramsen inviterer til 80’er og 90’er-fest og synger de mange hits fra tiden i blandt andet Tøsedrengene og Ray Dee Ohh.
Og endelig vil musikduoen Fyr & Flamme, der repræsenterede Danmark ved Eurovision Song Contest 2021, spille op til fest i Kongens Have.
Entré: 419 kr. inkl. gebyr
Dørene åbner kl. 16 og koncerten forventes at starte kl. 17