Fabelagtige Frøbjerg: Årets festspil blæser anmelder fuldstændig bagover

The Wedding Singer var en af de helt store komedier i slut-90’erne med Adam Sandler og Drew Barrymore i hovedrollerne.

Dengang et sikkert publikumshit – i dag måske en anelse bedaget i tempo og stil… for ikke at sige halvvejs på vej til det småkedelige.

Derfor mødte jeg også op til premieren på Frøbjerg Festspil med en blanding af nysgerrighed og en snert af frygt:

Kunne denne 80’er-farvede kærlighedshistorie overhovedet løftes til musicalformat i de smukke, fynske friluftsrammer?

Allerede ved første blik på scenen blev min skepsis dog udfordret:

En monstrøs ghettoblaster dominerer scenografien, og herfra var der ikke rigtigt nogen vej tilbage. Lad det være sagt med det samme – årets festspil skuffer ikke!

Faktisk leverer Danmarks første udgave af The Wedding Singer rigtig god underholdning, og det gør den med både stil, tempo og et smil på læben.

Opstarten var en smule forsigtig – måske på grund af premiere-nerver, måske fordi vi lige skulle vænne os til synet af 80’er-neon og plast i de idylliske omgivelser – men herefter tog forestillingen fat og slap ikke taget igen.

Vi bliver som publikum trukket igennem en tour de force af pastelfarver, lookalikes, kærlighedsballader og skamløst catchy 80’er-musik – serveret med musicalgenrens helt store armbevægelser.

Det hele smukt orkestreret af instruktør Carsten Friis, der med en kombination af energi og no-nonsense-tilgang formår at holde fortællingen stram, tempofyldt og gennemført underholdende.

Jeg er oprigtigt imponeret over, hvordan Carsten får et ensemble af forholdsvis unge medvirkende til at præstere så kraftfuldt og inspirerende – det er bare godt håndværk!

Jeg havde taget min søn med – et bevidst valg af wingman til denne 80’er-fest, fordi han netop for tiden dykker ned i årtiets musik. Han er ikke den mest garvede musicalgænger, så jeg var lidt spændt på hans reaktion.

Han sad med et stort smil, fulgte intenst med og begyndte endda at nikke taktfast med på de mest ørehængende numre. Det var svært at afgøre, om han var mest imponeret over musikken, dansen eller de humoristiske scener– men fanget, dét var han.

Orkestret, under ledelse af Julie Strange, leverer en præcis og velafstemt lydside. Kostumerne er farverige og detaljerige – og antallet af bryllupskjoler er imponerende i sig selv.

“Den dreng er bare ægte god”

Men det er især Patrick Terndrups koreografi, der skaber små magiske momenter:

En dansende helhed med nik til bl.a. Michael Jacksons Thriller og trinvalg, der hele vejen igennem understøtter fortællingen.

Enkelte af vittighederne har dog taget lidt patina med sig fra filmens tid, og slutningen har en lidt sær, næsten kitschet energi – men det er måske netop en del af charmen.

Når vi nu ender i Las Vegas med en bryllupsfinale, med glitter, lookalikes og et overskud af “alt er godt”-kaos, føles det rigtigt, at det hele godt må være lidt anderledes. Det er den slags afslutning, der får smilet til at sidde fast, også på vej ud ad grusgangen mod p-pladsen

Som tidligere nævnt præsterer alle medvirkende flot, men skal der fremhæves én, må det være hovedrollen: Albert Malmose som The Wedding Singer selv. Wow.

Som jeg overhørte en publikummer sige i pausen: “Den dreng er bare ægte god.”

Det er svært at være uenig. Han har både en flot sangstemme, en knivskarp komisk timing og en afslappet tilstedeværelse på scenen, der aldrig bliver sløset. Han er ganske enkelt en fornøjelse at følge – og han skal nok blive til noget stort.

The Wedding Singer i Frøbjerg er farverig, velspillet og fuld af energi. Den rammer både nostalgiens hjerte og nutidens krav om tempo og underholdning – og får derfor 5 funklende tandhjul herfra.