Festspil med særlig efterlysning: Har allerede modtaget tyve
Har du en brudekjole hængende i skabet, som har aftjent sin værnepligt, så har den nu mulighed for at få nyt liv.
Frøbjerg Festspil er nemlig ude med en helt særlig efterlysning – de har brug for din brudekjole.
Arbejdet med scene og kostumer er allerede i fuld gang ved Frøbjerg Bavnehøj, hvor forestillingen traditionen tro opføres.
I år forvandles scenen til en vild bryllupsfest fra 80’erne i “The Wedding Singer – The Musical Comedy”, og netop derfor er der brug for ægte brudekjoler for at give forestillingen det ekstra pift.
Efterlysningen blev første gang delt i et Facebook-opslag den 18. juni.
Hvis du har en brudekjole i god stand – og er villig til at donere den til Frøbjerg Festspils forestilling – så går du ikke tomhændet hjem.
Som tak modtager alle, der donerer en brudekjole, nemlig to billetter til en valgfri forestilling af årets festspil.
Og det tilbud er der allerede mange, der har taget imod. Siden opslaget blev delt, har Frøbjerg Festspil modtaget omkring 20 brudekjoler, der nu får nyt liv på scenen.
Men det er stadig ikke helt nok. Frøbjerg Festspil oplyser til MigogOdense, at de skal bruge mindst 33 brudekjoler.
Hvis du har en kjole, der kan bruges, kan den afleveres den 26. juli mellem kl. 12.00 og 16.00 i Samlings- og Kulturhuset på Frøbjergvej 76A i Aarup.
Gavebeviset på de to billetter udleveres ved aflevering.
Har du ikke nogen brudekjole, men stadig gerne vil ind og se forestillingen kan du købe billet her.