Bio-hack og Blood Flow: Fitnesskæde med japansk træning indtager Odense

Det er længe siden, at fitness blot var et spørgsmål om kondital og store muskler.
Der findes efterhånden et utal af måder at opnå større velvære og styrke på, og snart rammer et af de nye og vildt populære træningskoncepter Odense.
1. marts åbner den københavnske kæde Kaatsu Fitness nemlig et center i Odense.
Det bliver det første af sin slags uden for Sjælland.
Det bekræfter folkene bag kæden over for MigogOdense.
Centeret kommer til at ligge i Slotsgade 16, der tidligere husede Spejder Sport.
“Odenseanerne kan helt klart forvente en ny og effektiv træningsform,” skriver Kaatsu Fitness til MigogOdense i en mail, hvor de yderligere beskriver koncept i Kaatsu Fitness således:
Træn i kortere tid med større resultater
“Kaatsu, der stammer fra Japan (også kaldet Blood Flow Restriction), er et radikalt, videnskabeligt underbygget bio-hack og paradigmeskift, i måden vi træner på i forhold til almen fitness, eliteidræt, genoptræning og skadesheling.
I træningen anvendes såkaldte bånd eller manchetter, som begrænser blodgennemstrømningen til de arbejdende muskler under træningen.
Denne begrænsning skaber en tilstand, som fremmer muskelvækst og styrke, selv med lav vægt.
Du træner i kortere tid med større resultater samtidig med at være skånsom mod led og sener.
Hos Kaatsu Fitness kan du nemlig træne hele din krop på kun maks 35 minutter, ved 15 minutter på overkroppen og 20 minutter på underkroppen.”
Blandt de flittige og meget tilfredse brugere af Kaatsu Fitness er blandt andre Victor Feddersen, roer og OL-guldvinder samt MMA-udøver og OL-sølvvinder Marc O. Madsen.
Det kan man læse på Kaatsu Fitness’ hjemmeside.
Kaatsu Fitness åbnede sit første center på Bergensgade på Østerbro i 2017, og siden er yderligere fire centre føjet til listen på Frederiksberg, Amager, i Holte og Roskilde.