Flere boliger på havnen: Ejendomsgigant investerer i 110 lejligheder
Der er flere boliger på vej til odenseanerne. Et af landets største ejendomsinvesteringsselskaber, Dades, har nemlig også fået øjnene op for, at Odense er en by i rivende udvikling, og derfor investerer det private ejendomsinvesteringsselskab et millionbeløb i byggeriet af 110 lejligheder på Odense Havn, hvoraf de første ventes klar i november 2018.
Dades investerer allerede i boligprojekter i udvalgte byer i Danmark og vælger nu at skrue op for sine investeringer i den fynske hovedstad ved at købe boligprojektet Toldbodhuse i Promenadebyen på den mere og mere attraktive havnekaj i Odense.
Odense er i rivende vækst og udvikling
“Vi ser Toldbodhuse som en attraktiv investering af flere årsager. Toldbodhuse er en del af den rivende vækst og udvikling, som Odenses by- og erhvervsliv er midt i. Samtidig er byggeriet med til at imødekomme en stor efterspørgsel på attraktive kvalitetsboliger tæt på Odense centrum,” siger Boris Nørgaard Kjeldsen, der er administrerende direktør i Dades.
Toldbodhuse er et 14.700 kvm stort boligbyggeri, der kommer til at rumme 110 lejligheder på 65-160 kvm og en parkeringskælder på 4.200 kvm. Lejlighederne er i gang med at blive bygget af ejendomsudviklingsfirmaet Maycon, og de første står indflytningsklar i november 2018 og de sidste i marts 2019.
De 110 lejligheder, der vil blive udlejet i samarbejde mellem Maycon og ejendomsmæglere, falder på et tørt sted. Odense har i dag 100.000 boliger, og der forventes at være et behov for yderligere 9.000 boliger frem mod 2025.