Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Flere nyheder på vej: Corona fornyr Det Fynske Dyrskue

Af Stine Kjølby Christensen
Foto: Camilla Bønløkke,
Foto: Camilla Bønløkke,

Normalt vil der på nuværende tidspunkt være et halvt år til Det Fynske Dyrskue. Det har coronapandemien en gang for alle ændret på.

Først blev der udviklet et digitalt dyrskue, og fremover vil også det fysiske dyrskue være fornyet. Og vare hele året.

Første nye aktivitet er et grønt område med æbletræer og insekthoteller, som til foråret indvies på dyrskuepladsen.

Æbletræerne er plantet, og til marts står det nye grønne område på dyrskuepladsen klar til at blive besøgt af børn fra hele Fyn.

Det vil nemlig være muligt for dagplejere og børnehaver at låne insektudstyr og gå på jagt ved de insekthoteller, der også bliver installeret sammen med æbletræerne.

“Vi drømmer om at skabe mere liv på dyrskuepladsen året rundt. Det skal blandt andet ske gennem dyrene og insekterne, som skal være med til at få naturen helt ind på dyrskuepladsen.

Børnene må gerne lære, at der ikke kun er køer og heste på pladsen, men at det også er muligt at se og studere insekter som bier og regnorme,” siger Sara Ekknud Windell, der er dyrskuechef for Det Fynske Dyrskue.

Aflysningen blev startskuddet til fornyelsen

Fornyelsen af Det Fynske Dyrskue begyndte i foråret, da den hårde beslutning om at aflyse den 138 år gamle tradition blev taget på grund af coronapandemiens indtog.

På kun seks uger lykkedes det at stable et helt nyt dyrskue på benene – nemlig det digitale dyrskue, som er en online platform, hvor flere af begivenhederne fra det fysiske dyrskue fik nyt liv i et digitalt univers.

Her var det blandt andet muligt at se billeder og nomineringer af de heste og kvæg, som udstillerne havde indsendt til digital bedømmelse.

Publikum kunne også deltage i forskellige quiz, ligesom de, hjemme fra sofaen, kunne følge med i “Dyrskue TV”, hvor de kunne opleve nogle af de vigtige landbrugsmaskiner og se køernes liv på gården.

“Vi havde to valg, da corona brød ud. Vi kunne lukke øjnene, græde lidt og tage en lang ferie, eller vi kunne hoppe i arbejdstøjet.

Havde vi ikke valgt det sidste, havde vi aldrig fundet ud af, at det godt kunne lade sig gøre at forny Det Fynske Dyrskue, og at vi sagtens kan være digitale, selv om vi er en begivenhed, der har rødder tilbage fra 1800-tallet som et fysisk samlingssted.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi vil føre nogle af de innovative ideer med videre til dyrskuet i 2021, og at det vil resultere i et meget stærkere dyrskue hele året, ” siger Sara Ekknud Windell.

Odense som grøn storby

Første skridt mod at skabe et dyrskue, der varer hele året, er det nye grønne område, som er blevet til sammen med Odense Kommune, der har doneret æbletræerne og har sørget for at få tilplantet det grønne område med dertilhørende insekthoteller.

Planen er, at hele det grønne område skal bidrage til biodiversiteten, samtidig med at naturen får lov til at fylde endnu mere i Odense.

“Vi ser hele tiden på, hvordan vi kan få de grønne områder i Odense til at træde endnu mere i kraft. Og da vi hørte om dyrskuets ide med det grønne område, var vi med det samme med på ideen.

Jeg håber, at det nye område kan være med til at skabe endnu mere liv i området for dem, der bruger dyrskuepladsen eller går ture i området,” siger Christoffer Lilleholt, rådmand i By- og kulturforvaltningen i Odense Kommune.

Flere nyheder på vej

Udover det grønne område er folkene bag Det Fynske Dyrskue også på vej med flere nye helårsaktiviteter på pladsen, ligesom selve dyrskuet til sommer kommer til at byde på masser af nyheder.

“Det grønne område er blot første af en lang række nye aktiviteter, der samlet set skal løfte livet på og omkring dyrskuepladsen, og jeg håber, at alle vores nye initiativer kommer til at rykke ved fynboernes holdning til Det Fynske Dyrskue.

Jeg hører ofte, at dyrskuet er sådan en støvet, lidt gammeldags event, men jeg tror på, at de nye tiltag åbner fynboernes øjne for, at Det Fynske Dyrskue er moderne og kan give mange gode oplevelser,” siger Sara Ekknud Windell og tilføjer:

“Jeg håber, det vil betyde, at folk ser dyrskuepladsen som noget, der ikke bare er levende de få dage i juni under dyrskuet, men at de ser pladsen som et fantastisk område i Odense, som de har lyst til at besøge hele året rundt.”

Torsdag den 25. marts vil der være officiel indvielse af det nye grønne område. Det sker efter planen i samarbejde med en lokal børnehave. Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, og by- og kulturrådmand, Christoffer Lilleholt, er også inviteret til indvielsen.

Del artikel

Andre læser også