Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Flere store stjerner til Heartland: Fire nye navne præsenteret

Af Morten Hopballe

Den fynske Heartland Festival har netop tilføjer yderligere fire navne til næste års musikprogram. Navnene er Lykke Li, Rag’n’Bone Man, Benal og Cory Henry & The Funk Apostles, og dermed er ni musiknavne klar til festivalen, der finder sted fra 31. maj til 2. juni 2018 på Egeskov Slot.

En af verdens dygtigste sopraner

I 2018 er det 10 år siden, at svenske Lykke Li bragede ind på den internationale musikscene med debutalbummet “Youth Novels”. Den 31-årige skåning har siden etableret sig som en af verdens dygtigste sopraner på hits som “I’m Good, I’m Gone”, “I Follow Rivers” og “Get Some”.

Over de seneste år har Lykke Li fået sønnen Dion og dannet superbandet LIV med kollegaer fra blandt andre Peter Bjorn and John og Miike Snow. Men når Li Lykke Timotej Zachrisson besøger Heartland Festival 2018, er det i den velkendte soloudgave – og formentlig med ny musik på scenen. Rygterne vil vide, at sangerinden lige nu arbejder på opfølgeren til den anmelderroste 2014-udgivelse “I Never Learn”, hvor hun for alvor vender tilbage til pop-rødderne fra debutpladen.

En af de største soulstemmer

Britiske Rag’n’Bone Man – med det borgerlige navn Rory Graham – er en af de største soul-stemmer, der er kommet fra Storbritannien de senere år. Det beviste han blandt andet, da han tidligere på året modtog en Brit Award for British Breakthrough Act og den prestigefyldte Brits Critics Choice award; en pris som tidligere er gået til blandt andre Adele, Sam Smith og Florence + The Machine.

Foto: Deans Chalkley for Sony Records

I februar udgav han debutalbummet “Human”, der i den første uge solgte 117.000 eksemplarer i England, hvilket gør albummet til det bedst sælgende af en mandlig artist i dette årti. Human er også titlen på den 32-årige sangers gennembrudshit, der sidste år gik nummer et over hele Europa.

Med Rag’n’Bone Man kan man se frem til en intens og kuldegysfremkaldende oplevelse på næste års Heartland Festival – en koncert i selskab med manden, der ifølge anmeldere leverede ”den komplette oplevelse”, som ”vil gå over i historien som en af de bedste”, da han besøgte Danmark i sommer.

Funklende funk- og jazzstjerne

Det 30-årige keyboardorakel Cory Henry er muligvis den mest funklende nye stjerne på den internationale funk- og jazzscene. Allerede i sine sene teenageår turnerede han med store og forskelligartede artister som Bruce Springsteen, P. Diddy og Michael McDonald, men det var først i 2014, at han indledte sin solokarriere med det anmelderroste debutalbum “First Steps”. Siden har han udgivet endnu et velmodtaget album, “The Revival” fra 2016, der ligesom debuten trækker tråde tilbage til Henrys store forbilleder, legenderne Stevie Wonder og Curtis Mayfield.

Cory Henrys live-optrædender er kendetegnet ved at være meget legende og innovative, så både jazz-kendere og nybegyndere kan forvente en helt unik oplevelse i selskab med den funklende stjerne fra Brooklyn.

Elektroniske hiphop-duo

Det har været et travlt efterår for rapper Benjamin og producer Albert i den elektroniske hiphop-duo Benal. Først udgav de deres andet studiealbum “Hvis Det Virkelig Er Vigtigt” til flotte anmeldelser og blot en uge efter stak de af med hovedprisen ved dette års P3 Guld.

Nu kan de puste ud for en stund, inden man næste sommer kan opleve de fremadstormende danske drenge ved Egeskov Slot, når de gæster Heartland Festival. Med sig har de et unikt bastungt lydbillede, som med drengenes egne ord består af forskelligartet følsomhed, der helst skal få folk til at græde. Om den mission lykkes, må tiden vise, men med lyriske mesterværker som Uh Babe, Babelfisk og Hvor Går Du Hen (med Cecilie Noer) har de i hvert fald bevist, at de formår at skrive tekster, som taler direkte til sjælen.

Det absolut bedste musikprogram i Heartlands historie

”Fra svensk indie-pop, over britisk soul, til amerikansk fusionsjazz og sluttende med progressiv dansk hiphop. Med dagens fire annonceringer kommer vi virkelig rundt i livemusikkens mange hjørner og tegner konjunkturerne til endnu et alsidigt og internationalt stjernespækket program på Heartland Festival. Vi tør godt allerede nu sige, at 2018 bliver det absolut bedste musikprogram, vi har leveret i festivalens tre-årige levetid, og der er mange flere stærke annonceringer i vente,” siger Ulrik Ørum-Petersen, musikprogramchef og direktør for Heartland Festival.

Dagens offentliggørelser af Lykke Li, Rag’n’Bone Man, Benal og Cory Henry & The Funk Apostles får antallet af musiknavne op på ni efter de tidligere annonceringer af The The, LCD Soundsystem, MØ, C.V. Jørgensen og Grizzly Bear, der sammen med talks-navnet Salman Rushdie udgør det foreløbige program.

Del artikel

Andre læser også