Flødeboller til en 10’er: Chokoladebutik holder flødebollefestival i tre dage
Odense Chokoladehus i Nørregade er blandt de mest populære butikker i hele byen.
For de fleste elsker jo god chokolade, og det er man rigtig dygtige til i Nørregade.
Odense Chokoladehus er en unik chokoladebutik i Odense, hvor chokoladen er håndlavet med omhu og ikke produceret på samlebånd.
En af deres specialiteter i butikken er klart flødebollerne. Her har man dagligt en masse forskellige varianter af smag og ikke mindst bunde.
Traditionen tro holder de deres årlige flødebollefestival, som løber i tre dage her i februar. Den startede i dag, og løber fredag d. 7. februar og lørdag d. 8. februar.
Flødebollefestival starter torsdag
Normalt koster deres flødeboller 15 kr., men de sælger dem til flødebollefestivalen til en flad 10’er.
Det er ikke sikkert, at man skal lægge så meget i ordet flødebollefestival, men der er i hvert fald garanti, at de går helt amok i at lave så mange forskellige slags som muligt.
På deres Facebook lover de også, at de har deres nye populære med karamel/havsalt. Deres passionsfrugt flødeboller er også populært blandt mange.
Ægtepar står bag
Det er ægteparret Thormar Thorbergsson og Tine Buur, der står bag Odense Chokoladehus.
”Vi er begge to udlært konditorer, og det har vi været, fra vi var 17 år. Så vi har altid arbejdet med det.
Derfor var det en logisk fortsættelse af vores karriere, at vi startede noget op selv, da lejligheden bød sig.
Det passede lige med, at det var oveni krisen, og vores daværende arbejdspladser havde driftsproblemer, så da vi i 2008 fik muligheden for at få vores lokaler, greb vi den,” har Thormar tidligere fortalt MigogOdense.
Hvad: Flødebollefestival
Hvor: Odense Chokoladehus, Nørregade 32
Hvornår:
Torsdag d. 6. februar
Fredag d. 7. februar
Lørdag d. 8. februar