Flot fondsdonation: Odense Teater udskifter belysning på en af scenerne
Fem nye mountainbikes og fem landevejscykler til Cykling Odense og udskiftning til LED-belysning på en teaterscene hos Odense Teater.
Det er blot nogle få af de projekter, som Energi Fyns Almene Fond har gjort muligt i Odense i år.
I 2023 har Energi Fyns Almene Fond uddelt i alt 1.498.790 kroner til 24 projekter på Fyn – heraf seks projekter i Odense.
To af fondsmodtagerne er Odense Teater og Cykling Odense. Vi tog en snak med dem om donationen og dens betydning for deres projekter.
Ny, klimavenlig belysning på Odense Teaters lille scene
Odense Teater har modtaget 250.000 kroner til ombygning til LED-belysning i Værkstedsteatret. Projektet skal fungere som et pilotprojekt for udskiftning af belysningen på Store Scene, som vil være på dagsordenen om nogle år.
Når ombygningen påbegyndes, bliver de eksisterende lamper ombygget fra halogen til LED.
”Når vi har gennemført udskiftningen på Værkstedet, kan Odense Teater både spare på energiregningen gennem et mindre energiforbrug og – som en afledt effekt – kan vi undlade at køle på lokalet.
De gamle halogenpærer producerer nemlig en masse varme, så når skiftet er gennemført, vil det samlede CO2-aftryk altså blive reduceret,” fortæller Søren Storm Kastrup, som er projektleder på Odense Teater.
På teatret er man meget opmærksomme på at mindske klimaaftrykket, og det fokus kommer blandt andet til udtryk, når der skal anskaffes nyt udstyr.
Og et stort projekt som dette var aldrig muligt uden fondsstøtte:
”Det er ikke muligt for Odense Teater at gennemføre en udskiftning af belysning i den størrelsesorden uden hjælp fra fonde.
Derfor er vi utrolig glade for, at Energi Fyns Almene Fond har støttet projektet og været med til at sikre et mere bæredygtigt teater i fremtiden,” lyder det fra Søren Storm Kastrup.
Værkstedet er Odense Teaters lille scene med plads til cirka 80 publikummer, hvor man kommer hele tæt på skuespillerne.
Teatret får lamper til test i denne uge og håber, at ARENDT, som har premiere 31. august, vil være den første forestilling med det nye led-lys.
10 nye cykler til Cykling Odense
Foreningen Cykling Odense modtog 94.500 kroner til indkøb af 5 nye landevejscykler og 5 nye mountainbikes som erstatning for udtjente cykler.
De indkøbte cykler bruges til at låne ud til potentielle medlemmer af klubben.
Cykling Odense har både børn og voksne som medlemmer, og de blev i 2022 kåret som årets idrætsforening i Danmark grundet det store arbejde de gør for skolebørnene i Odense Kommune.
”I og med vi har så meget arbejde med børn og unge, er de ofte usikre på, om cykling skal være den sport, de gerne vil gå til. Derfor søgte vi om midler til at indkøbe nye lejecykler,” fortæller John Smed, som er bestyrelsesmedlem og sponsorkoordinator.
Cykling er nemlig en dyr sport at dyrke pga. udstyret. Derfor er det altafgørende, at klubben har cykler, som eventuelle nye sportscyklister kan låne til at teste sportsgrenen af, før de investerer alle lommepengene i eksempelvis en mountainbike.
Klubben har netop afgivet ordre på de 10 nye cykler, som de forventer at modtage efter sommerferien. Og de glæder sig!
”Vi vil gerne have, at børn får nogle oplevelser sammen og et godt fællesskab. Derfor er det kærkomment med et bidrag fra Energi Fyn, så det er vi naturligvis rigtig glade for,” fortæller John Smed.
Cykling Odense har cirka 300 medlemmer og er en af landets tre største cykelklubber.