Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Flyttede med Rasmus Falk til Kbh: Odense er stadig den perfekte by

Af Jakob Genz

På midten af Overgade ligger Cafe Themsen, og det er ikke en tilfældighed, at 23-årige Jacqueline Østergaard har valgt, at vi skal mødes lige præcis her.

For indtil for et år siden boede hun lige rundt om hjørnet med fodboldspilleren Rasmus Falk, og i de tre år parret levede deres liv i hjertet af Odense var cafeen et omdrejningspunkt i hverdagen:

“Vi kom her rigtig tit, både når vi var sultne, men også bare for at få en kop kaffe og snakke. Det er de sødeste mennesker, der driver stedet og man føler sig altid velkommen.

Så selvom Rasmus og jeg ikke længere bor i byen, så er det sted, som vi bliver ved med at vende tilbage til,” forklarer Jacqueline Østergaard, hvorefter hun bestiller to stykker smørebrød med æg og rejer hos tjeneren, der tydeligvis genkender Jacqueline Østergaard og beder hende hilse Rasmus Falk.

Underligt begreb med fodboldfruer

Men det er ikke ham, som det hele skal handle om. Tværtimod. Det skal handle om Jacqueline Østergaard, der insisterer på, at være mere end ‘blot et pænt vedhæng’:

“Folk og medier er rigtig slemme til at generalisere, når det kommer til det der lidt underlige begreb ‘fodboldfruer’. For virkeligheden er en anden end den, som fordommene skaber.

For jeg tilhører de 95 procent af de såkaldte fodboldfruer, der lever deres helt eget liv, og derfor ikke lever igennem deres mænds fodboldkarriere.”

“Jeg vil ikke associeres med Rasmus’ fodbold-liv, og det ønsker han heller ikke, at jeg skal. Vi lever i et forhold sammen, men han har sit arbejde, og jeg har mit arbejde, og jeg driller ham tit med, at jeg går efter at have tjent flere penge end ham, når vi engang bliver gamle sammen, smiler Jacqueline Østergaard og drejer samtalen over på Odense by.

For der er nemlig den primære grund til at vi har sat hende i stævne på denne solskinsdag i juni. For hvad er hendes syn på Odense, nu hvor hun er flyttet fra byen?

Odense er lige tilpas

“Odense er for mig den perfekte by, og det siger jeg ikke bare, fordi jeg er født og opvokset her. Odense er hverken for lille eller for stor, men lige tilpas. Dermed ikke sagt, at byen ikke udvikler sig, for det gør den og det synes jeg er spændende at følge med i.

Især fordi Odense ikke prøver på at efterligne Aarhus og København, selv om der sikkert er mange, der vil sige det modsatte.”

“Byen har så mange unikke steder, som jeg synes, man som odenseaner skal sætte pris på. Og der er bare noget helt specielt ved at gå rundt inde i centrum på en dag, som i dag, hvor solen skinner og folk går rundt og kigger på butikker, og hænger ud på cafeerne og restauranterne,” siger Jacqueline Østergaard, der efter Rasmus Falks skifte fra OB til FC København i dag må tage sig til takke med solen over Frederiksberg:

“Jeg var aldrig flyttet til København, hvis det ikke var fordi Rasmus skulle arbejde derover. Men jeg var forberedt på, at vi en dag skulle forlade Odense til fordel for en anden by.

Heldigvis bor vi på Frederiksberg, der ligesom er en by i byen med masser af natur og cafeer, og ikke inde i centrum, hvor trafikken er kaotisk og hvor det er mareridt, at gå ned igennem Strøget.”

“Og fordi vi bor på Frederiksberg, så føler vi heller ikke at vi bor i en storby, der bare suser af afsted. Vi mærker lidt af den samme ro, som vi også mærkede, da vi boede i Odense.

Der er dog ikke noget, der slår Odense og derfor nyder man også byen ekstra meget, når man kommer hjem til den.”

Nede på jorden

Vi rejser os fra de tomme tallerkner og bevæger os ud i byen. Og mens vi går ned ad Overgade, kæmper os igennem kaosset ved Thomas B. Thriges Gade, smutter ind og kigger på porcelæn i Vintapperstræde, fremkalder minder foran Odense Katedralskole og nyder roen op langs Odense Å, så smiler Jacqueline Østergaard konstant og uafbrudt.

For hun er hjemme i hendes elskede fødeby, men også tilbage i den by, som hun via sin blog i sin tid var med til at sætte på landkortet.

For selvom Jacqueline Østergaard efter sommerferien skal læse en kandidat i Brand Management på Syddansk Universitet – og drømmer om en erhvervskarriere inden for denne branche – så levede hun engang godt af at portrættere Odense på de digitale medier:

“Jeg startede med at blogge tilbage i januar 2015. Dels fordi blog-verdenen interesserede mig, altså det der med, at virksomheder kan promovere sig selv via personer, der er på lige fod med alle andre, men også fordi der aldrig rigtig havde været en ung livstils- og modeblog i Odense.

Hvorfor ikke starte en blog selv

I hvert fald ikke én, der fangede mig. De blogs jeg læste handlede alle sammen om enten Aarhus eller København. Og så jeg tænkte; hvorfor ikke bare starte en selv?”

Og bloggen, ja, den blev hurtigt en succes. For det første fordi den var ‘helt nede på jorden’ og fordi den ikke tog udgangspunkt i ting, ‘som stort set ingen mennesker havde råd til at købe’, som Jacqueline selv formulerer det. Men også fordi bloggen ikke tog udgangspunkt i Aarhus eller København, men derimod i Odense.

Men selvom Jacqueline Østergaard i dag har sat bloggen på stand by og i stedet koncentrerer sig fuldt ud om sin uddannelse, så er hun ikke færdig med hverken at elske eller promovere Odense:

“Og når jeg engang skal have børn, så skal de helt sikkert vokse op i Odense,” slutter Jacqueline Østergaard.

Del artikel

Andre læser også