Første bøde uddelt: Mand i Odense nægtede at bære mundbind
Lørdag vågnede danskerne op til en ny virkelighed der betyder, at vi fremover skal bære mundbind i den kollektive transport.
På førstedagen af påbuddet, blev der lørdag uddelt en enkelt bøde og det skete på Odense Banegård Center lørdag klokken 21.15.
Det skriver Ritzau ifølge TV2 Fyn.
“Vi fik en melding om, at de havde problemer med en person, som ikke ville iføre sig mundbind på banegården. De påtaler det over for ham flere gange, men han vil ikke tage det på.
Da han bliver ved med at nægte, ringer de til os. Da vi kommer frem, beder vores betjente ham også om at tage det på, men igen nægter han,” fortæller vagtchefen.
Den 24-årige mand fra Vejle kan se frem til en bøde på 2500 kr.
Her skal du bruge mundbind
Fynbus skriver følgende om kravet om mundbind:
“Regeringen har besluttet at alle rejsende over 12 år i den kollektive trafik, på færger og i taxier fra og med den 22. august 2020 skal bære mundbind eller visir.
Det er dit eget ansvar at medbringe mundbind.
Chaufføren kan afvise dig, hvis du ikke har mundbind eller visir på. Chaufføren har ret til at afvise kunder uden mundbind, men det er ikke vedkommendes pligt. Chaufførens primære opgave er at køre bussen, og vejlede kunderne.
Da der kan være en helt legitim grund til at en passager ikke bærer mundbind, vil det være svært for chaufføren at afvise kunden, uden først at indgå i en længere dialog
FynBus’ kontrollører kan også bede dig forlade bussen, hvis du ikke bærer mundbind eller visir. Hvis en passager skulle nægte at forlade transportmidlet, vil politiet blive tilkaldt.
I flextrafikken kan chaufføren også afvise kunder, der ikke vil bruge mundbind.
Kravet om mundbind eller visir gælder alle passagerer over 12 år. Nogle voksne vil af helbredsmæssige årsager kunne være undtaget fra kravet om mundbind eller visir.
Sundhedsstyrelsen oplyser, at der kan være følgende undtagelser:
- Børn op til 12 år behøver ikke bære mundbind.
- Personer med vejrtrækningsbesvær, nedsat bevidsthedsniveau, eller personer med fysiske eller mentale svækkelser, som gør, at de ikke selv kan fjerne mundbindet, skal ikke bære mundbind.
- Mundbind skal fjernes, hvis bæreren får svære gener og ubehag, som f.eks. vejrtrækningsbesvær, kvælningsfornemmelser m.v.
- Mundbind kan fjernes, hvis man har brug for at spise eller drikke, indtage medicin, ved samtale med personer der mundaflæser osv.
- Mundbind kan fjernes, hvis politiet skal foretage identifikation.d