Folkefest i vente: Torsdagskoncerterne klar med skønt program

Arrangørerne af de legendariske Torsdagskoncerter er nu klar med programmet for årets koncert.
Koncerterne på Amfiscenen byder på en æresprisvinder, noget nyt lokalt, noget du kender fra TV og en forsmag på en af sommerens helt store koncerter!
Når Torsdagskoncerterne for andet år indtager Amfiscenen i det gamle Brandts-område bliver det med lidt for enhver smag.
Ambitionen er at præsentere folkelige aftener af høj kvalitet, indenfor rammen af den hyggelige scene, midt i byen. Igen i år er det Kulturmaskinen, som har opgaven at drive de traditionsrige Torsdagskoncerter, og det er ifølge Niels Christian Geil fra Kulturmaskinen en spændende opgave:
”Vi har forsøgt at finde noget fynsk, noget folk kender og noget alle kan være med på.
Der er mange kæmpestore koncerter, henover sommeren – men her møder du musikken og kunstnerne i øjenhøjde, helt tæt på. Det var superhyggeligt sidste år og vi håber at mange igen har lyst til at være med!”
4. juli: Springsteen Jam
Som opvarmning til koncerten med den ægte vare, the Boss, Bruce Springsteen, inviterer arrangørerne til syng-med fest, når Springsteen Jam indtager Amfiscenen.
”Hvor længe skal vi spille?”, spurgte bandet angivelig da de blev spurgt. Sangkataloget er nærmest uudtømmeligt.
11. juli: Dopha (akustisk duo) + Trine Lyngvig
Dopha, eller Sofie Daugaard, som hun egentlig hedder, har spillet de helt store festivalscener, hittet stort, modtaget et væld af priser og senest fremkaldte hun litervis af tårer, som deltager i årets Toppen af Poppen.
Her fortolkede hun blandt andet Anne Linnet og Peter Sommer til stor begejstring hos både seere og anmeldere. Til denne særlige koncert kommer du helt tæt på, når musikken skrælles ind til benet.
Lokale Trine Lyngvig udgav I april sit debutalbum ”How do you heal a broken heart” og har allerede fået flotte anmeldelser for det! Live optræder hun med lokale darlings Peter Kohlmetz Møller (Årets Fynske Jazzmusiker), Simon Krebs, Anders Thambo og Jakob Høg.
18. juli: Niels Skousen + Knægt
Niels Skousen, den nulevende legende i dansk musikhistorie, modtog æresprisen ved årets Odense Live Prisen for sit lange musikalske virke og for at være ’en af landets lyriske mestre’. Skousen, der tilmed i sin barndom boede i Svendborg, har således Fyn helt inde i hjertet.
Knægt modtog ved selvsamme prisoverrækkelse en anerkendelse som ’årets talent’. Malte Nordtorp, der er ansigtet bag Knægt, skriver på dansk – ungt, spændende, både kringlet og ligefrem. Malte Nordtorp indgår også af og til som del af sin brors band (Guldimund) og er således helt vant til de store scener.
Torsdagskoncerterne har eksisteret i over 30 år og bringer Odenseanere sammen om musikken, torsdage i juli. En gave fra Odense til sine egne borgere – og hvem der ellers kigger forbi.