Advarsel til forældre: Forbrugerrådet fraråder brugen af populært produkt

De er populære blandt forældre til helt små børn, og mange babyer nyder også at sove i dem.
Men nu går Forbrugerrådet Tænk ud og advarer om brugen af slyngevugger – især hvis det sker uden opsyn.
Det skriver TV 2.
Problemet er ifølge Forbrugerrådet Tænk, at slyngevuggerne ikke har fast bund, og at vuggerne har for meget hældning for at kunne leve op til den sikkerhedsstandard, der er til vugger til spædbørn.
“I slyngevugger ligger barnet i en buet og skrå position, som kan øge risikoen for, at vejrtrækningen begrænses eller i værste fald blokeres.
Vores klare anbefaling er, at børn ikke sover i slyngevugger, uanset om det er til lure i løbet af dagen eller om natten,” siger Helen Amundsen, som er seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk.
Forbrugerrådet Tænk har dog ikke kendskab til alvorlige ulykker med slyngevugger.