Forbered dig på kø: Nu er Prime landet i disse butikker
Det er ikke en underdrivelse at påstå, at Prime er en hypet drik.
Og fra i dag kan den købes i forskellige Føtex-butikker rundt om i landet.
Blandt andet her i Odense, hvor blandt andet Føtex på Vesterbro melder om, at et stort parti Prime er klar til salg.
“Skynd dig – begrænset antal,” skriver Føtex Vesterbro på Facebook.
“Vi forventer, der i løbet af formiddagen vil være udsolgt de fleste steder, men lørdag er Prime også at finde i både Netto og Bilka,” siger Jacob Nielsen, pressechef i Salling Group til Ekstra Bladet.
Der er allerede godt gang i salget fra morgenstunden, hvor mange ellers sædvanligvis morgentrætte børn og teenagere har været ekstraordinært tidligt oppe for at nå et smut i supermarkedet, inden det ringer ind til ugens sidste skoledag, skriver Ekstra Bladet.
Føtex i Bolbro meddeler også, at Prime er landet i butikken. Det samme gør Føtex i Rosengårdcentret.
Også Føtex Food i Vestergade sælger Prime fra i dag.