Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fra Karmaklub til megafest i Falck-bygning: Fed weekend i vente i Odense

Af Kasper Junge Wester

Vi er nået et godt stykke ind i årets første efterårsmåned.

Af samme grund begynder Odenses mange aktiviteter naturligt nok at foregå indenfor, hvor man denne weekend blandt andet vil kunne både danse, synge og spise sig varmen til.

Skulle vejret af uransaglige årsager vise sig fra sin pæne side, er der dog stadig noget at tage sig til udendørs. For de historieinteresserede, er det måske håndværkerdage i Jernalderlandsbyen, der rykker. Er man mere til sport, har OB vist brug for lidt opbakning for tiden …

Nedenfor har vi givet dig det ugentligt tilbagevendende overblik over weekendens mange muligheder. God fornøjelse!

Musik

Hele weekenden: Odense Barokfestival
Tag på en musikalsk rejse tilbage i tiden, når Odense Barokfestival denne weekend byder på muligheden for at stifte bekendtskab med klassisk musik, som den blev spillet i årene 1600-1750. Alle festivalens koncerter vil blive afholdt i Vor Frue Kirke, Frue Kirkestræde 10.

Du kan læse meget mere om festivalen på dens officielle hjemmeside.

Fredag den 22. september kl. 21.00: Molo på Posten
Bag gruppen Molo står Benny Jamz, Gilli og MellemFingaMuzik, der er gået sammen for at forene deres forskellige stile indenfor hiphop og rap. Hver især har de solgt masser af plader og har høstet både masser af ros og priser. Gruppens debutalbum har været længe ventet i rap- og hiphopkredse, og det er som led i albumtouren, at gruppen slår vejen forbi Posten. Vil du have et indblik i, hvad både nutiden og fremtiden bringer for dansk rap, ved du nu, hvor du skal hen fredag aften.

Billetterne koster 270 kr. i forsalg og 290 kr. i døren.

Fredag den 22. september kl. 22.30: Blues@Midnight feat. BechmannSidenius
BechmannSidenius består af to garvede herrer, der i mange år har spillet musik med en lang række danske og internationale kunstnere. Nu har de slået hovederne sammen og vil underholde med lækker, amerikansk-inspireret blues på Dexter fredag aften. D’herrer er sågar aktuelle med en EP, der blev udgivet for to uger siden, og mon ikke der falder et par numre af fra den plade?

Koncerten er ganske gratis. Du kan læse mere om BechmannSidenius på deres hjemmeside.

Lørdag den 23. september kl. 16-18: Pede B in-store koncert, Moby Disc
I anledning af udgivelsen af sit seneste album, slår Pede B vejen forbi Moby Disc til noget så sjældent som en in-store koncert midt i butikken. Er du til velproduceret og velskrevet dansk rap, og skal du alligevel have fingre i Pede B’s nye skive, må du forbi Moby Disc på lørdag!

Læs om koncerten her.

Lørdag den 23. september kl. 16-17: Syddansk Musikkonservatoriums Kammerorkester i Ansgar Kirke
De ekvilibristiske studerende fra musikkonservatoriet giver prøver på deres talent, når en uges projektarbejde kulminerer med en koncert i den charmerende Ansgar Kirke for enden af Søndre Boulevard. Orkestret består af cirka 20 studerende fra både Danmark og udlandet, der alle spiller forskellige strygerinstrumenter. Dirigent for koncerten vil være Arne Balk-Møller, der tidligere har begået sig som solist i Det Kongelige Kapel og været gæstekoncertmester i Deutsche Kammermusikphilharmonie.

Der er gratis adgang, så du skal ikke have pengepungen op af lommen. Du kan læse nærmere om koncerten her.

Event

Hver dag kl. 18: Fællesspisning i Café ODEON Social
Hver aften kan du alle ugens dage komme til fællesspisning i Café ODEON Social. Du sidder ved langborde, og dagens ret serveres på fade, som alle deler med hinanden.

Det koster fast 85 kr. pr. voksen og 55 kr. pr. barn (2-10 år) at deltage, og det er ikke nødvendigt at bestille bord. Du kan læse mere her, og du kan også læse vores artikel om arrangementet her.

Fredag den 22. september kl. 20-24: Dansefest og fødselsdag i Karmaklubben
Vi har tidligere skrevet om Karmaklubben her på MigogOdense, og nu får du igen chancen for at fyre den af på dansegulvet uden at det behøver vende op og ned på din døgnrytme. Der er åbent for alle danseglade sjæle, så det er bare at dukke op og give den gas!

På fredag holder de stor fødselsdagsfest for at fejre, at det er 3 år siden, de første gang holdt en dansefest i Odense. Læs mere om eventet her.

Lørdag den 23. september kl. 21-02: Rave The House Down i Falckbygningen
Frem med knæklys og dansesko – på lørdag går det ned i den gamle Falckbygning på Rugårdsvej. Det er Lydmur, Warehouse Festival, Slagteriet og Rave Republic, der er gået sammen om at lukke den gamle Falckbygning med et tordendrøn af en fest, før den rives ned. Var du med, da Cinemaxxbygningen lige henne om hjørnet mødte samme skæbne, så ved du, hvad der venter!

Find billetter til festen, der meget passende har fået navnet Rave The House Down, ved at klikke her. Og så kan du se, om dine venner kommer ved at klikke dig ind på Facebook-begivenheden, som vi selvfølgelig også har fisket linket frem til.

Lørdag og søndag 23.-24. september kl. 10-16: Håndværkerdage i Odins Odense
Odins Odense er en forening, der har til formål at fremme kendskabet til Danmarks oldtid, særligt jernalder og vikingetid. Mange af foreningens aktiviteter foregår i Jernalderlandsbyen, og det er også her de lørdag og søndag afholder håndværkerdage. Her kan du få lov at opleve, hvordan håndværkere arbejdede for flere tusinde år siden. Alt fra kurvefletning til glaskunst og knivsmedning står på dagsordenen, og der vil være rig mulighed for at købe det flotte håndværk med hjem fra pladsen.

Læs mere om håndværkerdagene her og om Odins Odense her.

For familien

Søndag den 24. september kl. 10.30: Mzungu Kichaa på Kulturmaskinen
Det lyder eksotisk, og det bliver det helt sikkert også, når Mzungu Kichaa indtager scenen og underholder børn og barnlige sjæle med sin “bongo flava”, der er en populær musikstil i Tanzania, hvor Mzungu Kichaa, der også bærer det pæredanske navn Espen Sørensen, er vokset op. I Tanzania er Mzungu Kichaa – som betyder “skør, hvid mand” på swahili – et kendt ansigt, der sågar har været dommer i den lokale udgave af X-Factor, så mon ikke det bliver både farverigt, underholdende og rytmisk.

Koncerten er arrangeret af Kulturmaskinens klub for børnefamilier TUMLE-klubben. Medlemskab giver rabat på billetterne, som du kan finde her.

Søndag den 24. september kl. 14-18: Den Store Æbledyst i Åhaven
Tag ungerne med ud og lær dem at lave friskpresset æblemost. Æblerne kan man enten selv tage med, eller de kan plukkes fra de offentlige æbletræer i området. Den friskpressede most kan man efterfølgende tage med hjem i bag-in-box-poser. En god, sund – og ikke mindst: gratis – udendørsaktivitet for børn og barnlige sjæle!

Læs mere om Den Store Æbledyst her.

Shopping

Søndag den 17. september kl. 10-17: Søndagsåbent i Rosengårdcentret
Butikkerne i Rosengårdcentret holder søndagsåbent (enkelte butikker holder dog lukket).

Kultur/sport

Søndag den 24. september kl. 16.00: OB – Randers FC på EWII Park
OB har ikke helt fundet melodien endnu. To sejre i ni forsøg er det blevet til, og tre point ville lune gevaldigt på søndag. Heldigvis er det Randers, der kommer på besøg, for de blå heste har startet sæsonen elendigt og har kun en enkelt sejr stående på kontoen efter lige så mange kampe som OB. Randers fik ganske vist deres første sejr for nylig, men der burde stadig være gode muligheder for at sende de blå heste ud af Odense med et forsmædeligt nederlag. Ud og støt De Stribede!

Del artikel

Andre læser også