Frygteligt at høre på: Årets værste udtryk er kåret
Sandsynligheden for, at du har eller har haft en chef, der siger det, er stor.
Og nu har Djøfbladet netop kåret udtrykket, som det værste, der bliver sagt på arbejdspladsen. Nemlig:
“Jeg hører, hvad du siger”.
Djøfbladet har over sommeren bedt læserne indsende bud på de værste fraser, der bliver ytret på arbejdspladserne rundt om det ganske land, og det er der kommet en liste på 19 udtryk ud af.
Læserne har så kunnet stemme på listens værste udtryk, og det er altså her, at “jeg hører, hvad du siger” har fået flest stemmer.
Sandsynligvis, fordi alle ved, at det betyder det stikmodsatte af, hvad der bliver ytret – nemlig, at man overhovedet ikke hører, hvad der bliver sagt. Og i øvrigt ikke har tænkt sig at tage det til efterretning.
Andre sproglige rædsler på listen er for eksempel:
“At spille hinanden gode” (2. plads) (Det står jo i alle jobopslag: “Vi er en arbejdsplads, hvor vi spiller hinanden gode.” Ville man nogensinde skrive det modsatte? “Vi spiller hinanden helt vildt ringe” – nej, vel??
“Jeg føler, at…” (7. plads) (Bare stop)
“Nysgerrig på” (11. plads) (En vaskeægte sproglig bastard)
“Række ud” (14. plads) (Folk rækker ud over alt hele tiden i øjeblikket. Især journalister har fået en grim vane med at række ud til kilder. Vi stemmer for, at man går tilbage til bare at kontakte folk)
“Jeg tænker, at…” (15. plads) (Igen – bare stop)
Djøfbladet har også talt med forskellige sprogeksperter i forbindelse med afstemningen.
Blandt andre retoriker Thea Sejr, der heller ikke er fan af 2024’s værste udtryk.
“Hun ser fx ’jeg hører, hvad du siger’ som mere konstaterende end handlingsanvisende. Det bekræfter bare, at afsenderens høresans rent faktisk virker.
”Og hvad så?””