FynBus sætter fokus på usynlige handicap: Går med i Solsikkeprogrammet
For personer med usynlige handicap som for eksempel hjerneskade, ADHD, angst, tourette syndrom, demens, PTSD med videre, kan det være stressende at være i ukendte omgivelser eller blandt ukendte mennesker.
Det kan være svært at bede om hjælp, når man ikke ved, hvordan det bliver opfattet, og omvendt kan det også svært for personale og medpassagerer at vide, om det er i orden at tilbyde hjælp.
Vi håber med vores indtræden i Solsikkeprogrammet at bidrage yderligere til at skabe forståelse og nedbryde nogle af de barrierer, der måske står i vejen for at tage den kollektive trafik, når man lever med udfordringer, der ikke kan ses.
Jan Gudmand Hansen, plan- og markedschef hos FynBus
FynBus sætter nu fokus på udfordringerne og træder ind som del af Solsikkeprogrammet, der blandt andre også tæller alle de større danske lufthavne, Movia, Midttrafik, Sydtrafik, Arriva, Odense Zoo, Storms Pakhus, Legohouse, Lalandia, Legoland, Wow park, For Sea Ferries, Givskud Zoo, Tivoli, Bakken og mere end 150 danske apoteker med flere.
FynBus træner medarbejderne gennem Solsikkeprogrammet, så de ved, hvad et usynligt handicap er, hvad Solsikken betyder og hvordan man bedst møder en person, der har valgt at gøre det usynlige synligt ved at bære Solsikken.
Formålet er, at man kan vælge at gøre det usynlige synligt i de situationer, hvor der kan være brug for det og det er svært eller umuligt at forklare sig.
Tryg rejseoplevelse for alle
Solsikken viser personale og medpassagerer, at man kan have brug for lidt ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Solsikkesnoren giver ingen særlige fordele, men fungerer som et signal til chauffører, billetkontrollører og medrejsende om, at personen kan have behov for ekstra hensyn.
”Siden 2018 har vi sammen med Alzheimerforeningen og Odense kommune klædt vores personale samt bus- og flextrafikchauffører på med viden om demens via demensven-programmet.
Vi håber med vores indtræden i Solsikkeprogrammet at bidrage yderligere til at skabe forståelse og nedbryde nogle af de barrierer, der måske står i vejen for at tage den kollektive trafik, når man lever med udfordringer, der ikke kan ses. Vi ønsker at sikre en tryg rejseoplevelse for alle og det kan Solsikken være med til” siger Jan Gudmann Hansen, plan- og markedschef hos FynBus.
Stor forskel for mange
Hos Videnscenter om Handicap er man glad for, at FynBus tager Solsikken til sig:
”At en så stor udbyder af kollektiv trafik som FynBus går med, vil betyde en kæmpe forskel i mange menneskers liv. For mange mennesker med usynlige handicap, er det at tage offentlig transport ikke altid så ligetil.
Det er en stor fordel, at man kan signalere til chauffører, kontrollører og medpassagerer, at der kan være behov for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Det skaber tryghed og vil give flere mod på rejsen. Vi håber endnu flere transportaktører vil følge trop,” fortæller chef for Videnscenter om Handicap, Dorte Nørregaard.
Det er frivilligt, om man vil bære Solsikkesnoren. Solsikkesnoren kan købes på solsikkeprogrammet.dk