Fyns Politi massivt til stede: Person fundet død

Politiet er talstærkt til stede i et skovområde, hvor ordensmagtens hvide telt er hejst, mens et større område er blevet afspærret
Der er tale om en mystisk aktion, der onsdag middag og eftermiddag foregår på Sandmarksvej lidt ude for den fynske by Ejby.
Det skriver Presse-fotos.dk.
“Politiet er herude og afsøger netop nu med hunde. Derudover kan jeg se, at det hvide telt er hejst inde i skoven,” siger Presse-fotos.dks udsendte.
På nuværende tidspunkt er det ikke kendt, hvad politiet undersøger og efterforsker i skovområdet.
Til Fyens.dk siger vagtchef Bjarne Tykgaard:
“Vi reagerer på en henvendelse, som vi får klokken 10.55. Vi er på stedet og undersøger et mistænkeligt forhold.”
Klokken 13.00 oplyser Fyns Politi, at de vil være til stede i området ‘en del tid endnu’.
Opdateret klokken 17:
En person er fundet død i en bil, der er brændt af, skriver Fyns Politi på X.
Person afgået ved døden i brændende bil.
— Fyns Politi (@FynsPoliti) October 9, 2024
Fyns Politi har siden i formiddags været tilstede ved Sandmarksvej i Ejby ved Middelfart på Fyn. En person fundet død i branden.
Kl. 1055 fik vi en anmeldelse fra en borger om brand i en bil på stedet, hvori der skulle være en person.