Fynsk ejendomskonge på 21 år: Sikret ejendomme for en kvart milliard
En af de største famileoverdragelser af fast ejendom i Danmark er netop faldet i hak.
Den kun 21-årige fynbo Carl Johan Frederik Ahlefeldt-Laurvig-Lehn har nemlig overtaget sin fars gods og medfølgende ejendomme til en værdi af mere end en kvart milliard kr. Det skriver Ejendomswatch.
Det er Christian greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, som har valgt at overdrage Hvidkilde Gods vest for Svendborg til sin ældste søn.
Der er dog tale om meget mere end blot et gods.
66 ejendomme er overddraget
Det er, ifølge Ejendomswatch, en samlet overdragelse af i alt 66 ejendomme, som udover Hvidkilde Gods også indeholder landbrugsejendomme, skovejendom og udlejningshuse.
Ud af den samlede pris på 257 millioner kr., udgør jord de 120 millioner kr., skove 94 millioner kr., mens bygninger mv. tegner sig for de sidste godt 40 millioner kr.
“Vi handler nu, fordi jeg kan overskue det, og jeg kan se, at jeg har råd til det. Det er uendelig vigtigt for et gods at få lavet en overdragelse ordentligt. Nogle gange sker der jo det, at gammelfar bliver hængende – og pludselig kan han ikke agere fornuftigt,” siger Christian Ahlefeldt til Ejendomswatch.
Overdragelsen sker efter ændringer i reglerne om arveafgift, hvilket betyder, at man har kunnet undgå at frasælge dele af den samlede ejendomsportefølje for at betale afgift til staten.
Hvidkilde Gods har tilhørt familien Ahlefeldt-Laurvig-Lehn siden 1725, men selve godsets historie kan spores tilbage til 1374.