Hyp-hyp: Gå eller løb i en god sags tjeneste på Væddeløbsbanen
Fyens Væddeløbsbane er i morgen klar med et helt særligt velgørenhedsevent, Walk & Run for Cancer.
Eventet varer i 12 timer og er åbent for alle og støtter pårørende og børn til kræftramte gennem foreningen Charity for Cancer.
Ved Walk & Run går det helt enkelt ud på, at man som deltager enten går eller løber i den gode sags tjeneste.
Du kan deltage som individuel deltager eller som en del af et hold.
For at gøre det nemt for alle at deltage, bliver dagen inddelt i blokke.
Deltagerne kan frit vælge, hvornår de vil gå eller løbe.
Uanset om du er barn, voksen, ældre eller en hel familie, kan du deltage på det tidspunkt, der passer dig bedst.
Du kan også vælge at være aktiv i hele perioden på op til 12 timer.
Der vil være aktiviteter for børn og familier hele dagen igennem, så uanset om du løber, går, eller bare er med som tilskuer, vil der være masser af sjov for alle.
Foodtrucks og kaffevogne
Alle midler, der indsamles, går direkte til Charity for Cancer og støtter pårørende og børn til kræftramte.
Der vil være muligheder for at donere via MobilePay 19413, og Fyens Væddeløbsbane opfordrer til at finde sponsorer for at få indsamlingen til at vokse.
Virksomheder, der vil donere større beløb, kan få fremsendt en faktura.
For at maksimere indsamlingen opfordrer Fyens Væddeløbsbane deltagere og hold til at finde sponsorer. Sponsorer kan donere penge for hver kilometer, du eller dit hold går eller løber.
Dette skaber en ekstra motivation til at holde sig aktiv og støtte sagen.
Og når du bliver sulten undervejs, er der sørget for foodtrucks og kaffevogne, så du kan holde energien oppe hele dagen.
Der vil være sunde snacks, varme drikke og lækre måltider tilgængeligt for alle deltagere.