Så er det officielt: Det skal Odenses helt nye park hedde
Brunner Park. Agurkens Plads. Og Den Grønne Oase.
Fynboerne havde både mange og kreative bud på et navn til Gartnerbyens nyanlagte park.
I sidste ende faldt valget på navnet Gartnerparken, hvilket blev afsløret ved et event i parken i Gartnerbyen onsdag aften.
Her havde i omegnen af 200 gæster indfundet sig til en hyggelig havefest med live musik, pølsevogn og havespil.
Tidligere beboer bag vinderforslag
Bag vinderforslaget stod Mariann Kristensen. Som tidligere beboer i området er hun én af flere fynboer, som har peget på Gartnerparken som et oplagt navn til parken.
“Det føles dejligt at have været med til at bestemme navnet. Og det vil det da også føles om ti år,” lyder det fra Mariann Kristensen.
Siden sidst i maj har fynboerne kunnet være med til at bestemme navnet på den 5.000 kvadratmeter store park i en konkurrence, der er løbet af stablen på TV2 Fyns hjemmeside og på sociale medier.
161 bud på et navn
I første heat indløb der over 161 bud på et navn. Dernæst var det muligt at stemme på fem favoritter til finaleheatet, hvilket 954 fynboer gjorde.
De fem finalister var Gartnerparken, Brunner Park, Gas A’Parken, Under Uret og Yggdrasil, hvoraf førstnævnte var det klart mest populære bud med cirka 20 procent af stemmerne.
Ud fra disse fem navne valgte juryen så det endelige navn.
“Det føltes som det rigtige valg at gå med det navn, som med afstand var det mest populære blandt fynboerne,” siger jurymedlem og bestyrelsesformand for Gartnerbyen P/S, Anker Boye.
Ud over Anker Boye bestod juryen af repræsentanter for selskabet bag Gartnerbyen, Vinding Gruppen – én af Gartnerbyens store udlejere -, Sara Ekknud Windell, dyrskuechef for Det Fynske Dyrskue samt to beboerrepræsentanter i Gartnerbyen.