Helt særligt: Gaveforretning åbner midt i Odense
Hun kalder den selv en gaveforretning.
Og det er nok også den bedste måde at beskrive Smag & Velbehag på.
For her finder man alt fra tørt og vådt til ganen til varmepuder og kosmetiktasker – altså ting, der er perfekte at tage med som for eksempel værtindegaver.
Bag Smag & Velbehag står Biddy Winther, der tilbage i december 2023 åbnede butikken i Ærtefabrikken i Thrigehallerne.
Men i stedet for at være gemt væk i et center, har Biddy Winther besluttet, at butikken nu skal frem i lyset.
Derfor åbner Smag & Velbehag 4. eller 5. april i Overgade 36. Her overtager hun lokalet fra kunstgalleriet OMG, der i stedet flytter til Assens.
Overvejer en olivenlund
“Jeg har fået så mange gode tilkendegivelser på min butik. Og det har givet mig lyst til at komme ud og bestemme mere selv.
Jeg vil have min egen facade, og så kunne jeg godt tænke mig at bruge min blomster-baggrund noget mere.
Jeg overvejer at skabe en olivenlund ude i baggården, hvor man kan sidde og drikke et glas vin måske,” siger Biddy Winther.
Smag & Velbehag er med hendes egne ord en unik gaveforretning med forkælelse fra inderst til yderst.
“Jeg kommer selv til at sidde og sy i mellemgangen. Det er mig selv, der laver både varmepuder og kosmetiktasker.
Forretningen tager udgangspunkt i de ting, jeg tidligere selv tilsidesatte. Det kreative er der, hvor jeg selv bliver lykkelig,” siger Biddy Winther, der åbnede Smag & Velbehag efter at have været stressramt.
“Og så er det et sted, hvor man kan komme ind og forvente og få en smilende og hjertelig betjening.”