Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Genåbning i Odense: Kommunen forventer at institutioner og skoler er klar 15. april

Af Redaktionen
Arkivfoto
Arkivfoto

Odenses knap 20.000 børn fra vuggestuealderen til 5. klasse kan så småt begynde at glæde sig til at se deres pædagoger, lærere og klassekammerater igen.

Fra på onsdag 15. april indledes den langsomme opstart, hvor de yngste fra forårs-SFO, 0. og 1. klasse får lov at starte i skole.

Ugen efter får de gradvist selskab af flere elever fra 2. til 5. klasse, når skolerne hygiejne- og personalemæssigt er klar.

Det bliver afgørende for, hvornår og hvordan den enkelte skole eller dagtilbud lukker dørene op. Derfor må der forventes lokale forskelle.

“Vi er klar med en tryg model for en gradvis åbning, der tager højder for alle anbefalinger fra Sundhedsmyndighederne.

Det er ikke det samme tilbud som tidligere men et trygt tilbud som sætter os i stand til gradvist at åbne vuggestuer, børnehaver og skoler, så forældre over hele byen igen kan gå på arbejde.

Vi glæder os til at sætte det i gang og ser frem til igen at mødes med børnene og deres forældre, når de bringer og henter,” siger borgmester Peter Rahbæk Juel.

Åbner for de yngste først

Helt konkret vil skolerne den 15. april være åbne for elever i forårs-SFO, 0. og 1. klasse.

Her vil der desuden også være pasning for de elever på 2. og 3. årgang, der har særlige behov eller hvis forældre varetager samfundskritiske funktioner eller arbejder i det private uden mulighed for at holde børnene hjemme.

I uge 17 vil der ske en gradvis åbning for 2.-5.årgang samt kommunens specialtilbud.

Planen er at starte med de yngste først. Det giver skolerne den nødvendige tid til at få styr på de nye rammer for rengøring, hygiejne, håndvask og afstand.

 

For en ting er sikkert – skoledagen bliver anderledes, end vi kendte den, fortæller børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen: 

 

“Hverdagen i skolen skal indrettes, så smitterisikoen mindskes mest muligt samtidig med, at der et et fagligt indhold, der giver mening. Derfor vil børnene skulle være mere opdelte, bruge meget af tiden udenfor og måske også undervises i kortere tid, mindre grupper og andre lokaler, end de plejer.

 

Det er nødvendigt for at passe så godt som muligt på både børn og voksne,” siger hun.

 

Alle forældre vil modtage en besked i Aula, der fortæller dem om, hvordan det præcis kommer til at foregå på deres barns skole.

 

Dagtilbud åbner fuldt fra fredag den 17. april 

I dagplejen, vuggestuerne og børnehaverne vil der fra den 15. til den 17. april være pasning for de børn, der har et ekstraordinært behov for det eller hvis forældre arbejder i samfundskritiske funktioner eller på private arbejdspladser, hvor de ikke er hjemsendt. 

 

Fra fredag den 17. tilbydes alle børn pasning og som udgangspunkt i deres eget børnehus. Her vil der være helt styr på de nye rammer og restriktioner for rengøring, hygiejne, håndvask og ikke mindst hvordan man organiserer børnene i mindre grupper.

 

“Skolerne kan bruge lokalerne fra de større klassetrin til at fordele eleverne, men vores dagtilbud skal kunne tage imod mange flere børn på samme tid. Det kræver forberedelse, da vi ikke må gå på kompromis med rengøringen og hygiejnen.

 

Derfor er det her den bedste løsning for alle, så byens yngste borgere kan vende trygt tilbage til deres dagtilbud fra på fredag i næste uge,” fortæller borgmester Peter Rahbæk Juel. 

 

Alle småbørnsforældre vil derfor via MitBarn eller e-Boks blive bedt om at angive, om og hvornår de har brug for pasning fra den 17. april.

Det giver det bedste muligheder for, at rengøringspersonalet kan gøre alle lokaler helt klar og ledere og medarbejdere kan tilrettelægge en ny og anderledes hverdag.  

 

Del artikel

Andre læser også